Statens Serum Institut vurderer: Lav sundhedsrisiko ved begrænset minkavl

Statens Serum Institut har vurderet at risikoen for, at der opstår en ny bekymrende virusvariant ved begrænset dansk minkavl for at være lav. Det fremgår af ny rapport.

Minkavlere, med et ønske om at genoptage deres erhverv, kunne tirsdag eftermiddag bryste sig med en lille, foreløbig sejr.

Det sker, efter at Statens Serum Institut tirsdag har offentliggjort deres risikovurdering af faren for, om der opstår en ny bekymrende virusvariant i forbindelse med begrænset dansk minkavl. 

I rapporten konkluderer de, at risikoen er lav.

Den konklusion vækker glæde hos formanden for Danske Minkavlere fra Hedensted.

- Jeg er selvfølgelig glad for, at der er udkommet en rapport, der i mine øjne gør det nemt for politikerne at tage en beslutning om, at man kan gå i gang igen. Men nu må vi se, hvad de beslutter sig for, siger Tage Pedersen til TV SYD.

Kan ikke genoptage erhvervet i morgen

I øjeblikket gælder et midlertidigt forbud mod at drive minkavl i Danmark indtil nytår, og SSI har haft til opgave at vurdere, hvilke sundhedsmæssige risici der vil være forbundet med at genoptage erhvervet.

Der blev ligeledes udarbejdet en risikovurdering i juni sidste år, der konkluderede, at der fortsat var en sundhedsrisiko "af ukendt størrelse" ved hold af mink.

Derfor besluttede folketinget sig for at forlænge det midlertidige forbud indtil 31. december 2022.

quote

Det var en voldsom overreaktion fra politikerne

Henning Holm Christensen, tidligere minkavler.

Nu er risikoen altså skiftet fra at være "af ukendt størrelse" til at være "lav". Det betyder dog ikke, at minkavlere kan genoptage deres erhverv fra i morgen.

Inden man når dertil, skal Folketinget vurdere, hvordan de vil agere ud fra rapporten.

Men den nye rapport til trods er den lave risikovurdering ikke en redning for minkerhvervet, mener formanden for Danske Minkavlere. 

- Nej, jeg tror ikke, Danmark bliver et stort minkland igen. For det bliver dyrt og hårdt arbejde for de, der er vil i gang, siger Tage Pedersen.

Tidligere minkavler står ved beslutning om at lukke

I forbindelse med det midlertidige forbud har det været muligt at skrive sig på en såkaldt "dvaleordning", der gør det muligt at få støtte frem mod en mulig genåbning af erhvervet. Et tilbud 15 har valgt at takke ja til.

Tidligere minkavler Henning Holm Christensen benyttede sig dog ikke af den mulighed.

En beslutning han stadig står ved den dag i dag.

- Jeg må erkende, at jeg ikke er klar til at starte op på minkavl pt., for jeg ser det som utroligt svært at få branchen op at stå igen, siger Henning Holm Christensen.

For selvom der vil være lav konkurrence på det danske marked for minkavl, vil det være udfordrende at nå den samme status indenfor branchen, mener han.

- Nu skal man hente avlsdyr i Østeuropa, hvor de ikke er i nærheden af samme niveau som vores. Så vi vil få 40 procent mindre for skindet, end vi fik i 2020, siger Henning Holm Christensen.

Hvad kan du som tidligere minkavler så bruge den nye risikovurdering til?

- At det var en voldsom overreaktion fra politikerne, siger han.