Marlene siger ja tak til hjemmearbejde og nej tak til to timer i bilen hver dag

Covid-19 har bragt arbejdet med hjem til mange, men for Marlene Lomholt Bro Pedersen fra Horsens fortsætter det også efter pandemien.

Hjemmekontoret er udstyret med flere computerskærme, et ergonomisk tastatur og en vaskeægte kontorstol. Havde udsigten ikke været ind til naboen, kunne kontoret lige såvel have været det, hun normalt sidder på en time længere nordpå.

Men som hos så mange andre er hjemmearbejde et af de tiltag, der er kommet med covid-19-pandemien.

- Der er både fordele og ulemper. Nu har det været så lang tid, at jeg synes, det er ved at være hårdt. Fordelen er så, at jeg frigiver to timer hver dag, jeg normalt vil bruge på transport, siger Marlene Lomholt Bro Pedersen.

90 procent ønsker hjemmearbejde

Marlene Lomholt Bro Pedersen er skadebehandler hos Codan Forsikring i Aarhus. Det giver hende en køretid på omkring to timer hver dag. Under normale forhold.

Det har blandt andet været med til at gøre ønsket om mere hjemmearbejdet større.

- Det er ekstremt meget værd at få mere tid med familien, og så giver det en bedre mulighed for at planlægge sit liv, siger hun.

Fra virus til plus

I uge 7 fortæller TV SYD om fem syd- og sønderjyder, der på hver deres måde har fået noget godt ud af en træls situation.

Vi besøger dem, hvor coronaen på den ene eller anden måde har ændret deres liv og fået dem til at gøre tingene på en ny måde - også for fremtiden.

I kan møde personerne mandag til fredag i nyhedsudsendelsen klokken 19.30 og her på tvsyd.dk.

Hos Codan Forsikring har de lavet en undersøgelse med deres omkring 1.000 medarbejdere. Her svarer 90 procent, at de gerne vil have én eller flere hjemmearbejdsdage.

Derfor tilbyder de medarbejderne at have to-tre hjemmearbejdsdage fast i ugen, hvis de ønsker det.

Marlene Bro Lomholdt Bro Pedersen fra Horsens får lov at arbejde hjemmefra også efter pandemien.
Marlene Bro Lomholdt Bro Pedersen fra Horsens får lov at arbejde hjemmefra også efter pandemien.
Foto: Emma Rixen Hedegaard, TV SYD

Mere tid til familie

Udsigten til hjemmearbejde flere dage i ugen glæder den lille familie i Horsens, som snart bliver større.

- Når vi har en mere på vej, og så pludselig har to børn, er logistik en stor del af hverdagen. Det er jo meget nemmere at have 600 meter til børnehave og vuggestue, end det er at skulle køre 60 km til arbejde. Så det giver en kæmpe fleksibilitet i forhold til familielivet, siger Marlene Lomholt Bro Pedersen.

quote

Det virker jo mere rigtigt at bruge tiden at være sammen med familie frem for at sidde i en kø ude på motorvejen.

Marlene Lomholt Bro Pedersen, Horsens

Som et resultat af færre timer på vejene kan hun bruge mere tid på de små ting i hverdagen.

- Tidligere spiste min datter morgenmad i børnehaven. Nu kan vi spise sammen herhjemme, og hun kommer også tidligere hjem om eftermiddagen. Så ud over mig selv giver det også resten af familien ret store fordele, synes jeg, siger hun.

Alle medarbejderne er sendt hjem til og med påske, men når de kan komme tilbage til kontoret igen, begynder den nye ordning.