Forbudte nøgenbilleder flyder på nettet: Sådan undgår de unge politiet

Nøgenbilleder af unge flyder på nettet, uden at de unge på billederne selv har givet lov. Selvom politiet har fokus på problemet, så slipper de, der deler billederne, alligevel udenom politiet. Se hvordan her.

Når først et nøgenbillede er på internettet,  er det stort set umuligt at få det fjernet igen. Det fortæller lektor Christian Damsgaard Jensen fra DTU Compute, der er ansvarlig for kurser i datasikkerhed og anvendt kryptografi.

- Teknisk er der ikke noget værktøj, der er 100 % effektivt. Det er også derfor, at der fortsat er børnepornografisk materiale på internettet, siger Christian Damsgaard Jensen til TV SYD. 

quote

Teknisk er der ikke noget værktøj, der er 100% effektivt

Christian Damsgaard Jensen, lektor, DTU Compute

En stor del af forklaringen på, hvorfor det er så svært at få bremset nøgenbilleder, finder man ved at følge billedernes tur rundt på nettet.

 

Sådan fungerer det

Når en ung tager et nøgenbillede af sig selv, eller andre tager et nøgenbillede af dem, kan et nøgenbillede af forskellige omveje havne i de forkerte hænder. Typisk er der tale om såkaldt hævnporno, mens der i andre tilfælde er tale om, de unges digitale apparater bliver hacket  og indholdet derefter bliver delt.

Deling sker blandt andet igennem fildelingstjenester, hjemmesider, mails og sociale medier.

Artiklen fortsætter under grafikken (klik på de røde prikker for tekst):

Delingens hjerte

Fildelingstjenesterne er hjertet i delingssystemet. Der findes forskellige tjenester til at dele filer, og disse kan variere fra at være store arkiver til små mapper med nøgenindhold. Hvordan filerne bliver delt afhænger af tjenesten.

Sådan ser et "rum" på Volafile ud. Der ligger både enkelte videoklip samt billeder, men der ligger også hele mapper med billeder af kvinder i dette tilfælde. 
Sådan ser et "rum" på Volafile ud. Der ligger både enkelte videoklip samt billeder, men der ligger også hele mapper med billeder af kvinder i dette tilfælde. 
Foto: Stefan Jørgensen, TV SYD

En af de mere populære filedelingstjenester til at dele nøgenbilleder på internettet er en tysk tjeneste ved navn Volafile. Her opretter brugerne et ”rum”, hvor alle kan lægge nøgenbilleder og -videoer i en fælles pulje. Rummene kan blive så store, at der er flere gigabytes grafisk materiale. For at få adgang til rummet skal brugerne kende rummets unikke URL (dvs. internetadresse). Brugerne er anonyme, og hvert rum slettes efter 48 timer, hvilket gør det svært at finde frem til personerne bag rummet. Ejerne af fildelingstjenesten har tidligere forsøgt at lukke rummene, når de opstår, men nye volafiler bliver blot oprettet.

Andre lagringstjenester er mere permanente. Dropbox giver brugerne mulighed for at dele en mappe med filer på ens egen computer med enhver anden computer eller mobilejer med internetadgang. Dropbox lægger mappen på nettet og giver den en URL-adresse. Kender man en mappes URL-adresse kan man gå ind i mappen og hente filerne. Dropbox-mapperne bliver organiseret efter navn, alder, by mv., og der findes mapper med hundredevis af billeder af forskellige piger.

Sådan her ser et af de mere populære internetforumer ud. Her bliver der efterspurgt billeder af kvinder, og der bliver lystigt delt email-adresser og spurgt om URL'er.
Sådan her ser et af de mere populære internetforumer ud. Her bliver der efterspurgt billeder af kvinder, og der bliver lystigt delt email-adresser og spurgt om URL'er.
Foto: Stefan Jørgensen, TV SYD

Der findes mange lignende tjenester, hvor brugerne deler indhold.

Videredistribution

Når  billederne er uploadet på en fildelingstjeneste, hvor billederne kan blive videredistribueret, kan dette ske på forskellige måder.

Sådan ser politiets såkaldte stopside ud. Stopsiden henviser blandt andet til Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center og brydcirklen.dk fra Red Barnet.
Sådan ser politiets såkaldte stopside ud. Stopsiden henviser blandt andet til Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center og brydcirklen.dk fra Red Barnet.
Foto: Stefan Jørgensen, TV SYD

Forskellige internetfora og særligt såkaldte imageboards (internetforum baseret på billeder) kan blive brugt til at efterspørge billeder af bestemte personer. Her kan billederne enten blive uploadet direkte til foraene eller også bliver URL til mapperne eller rummene på fildelingstjenesterne delt.

Nogen brugere uploader nøgenbilleder direkte på Facebook i blandt andet lukkede grupper. Typisk vil sådanne billeder blive fjernet af Facebook og brugeren/gruppen vil blive blokeret/lukket.
Nogen brugere uploader nøgenbilleder direkte på Facebook i blandt andet lukkede grupper. Typisk vil sådanne billeder blive fjernet af Facebook og brugeren/gruppen vil blive blokeret/lukket.

Politiet har meget svært ved at lukke disse fora, fordi mange af dem er udenlandske. Politiet har mulighed for at begrænse den danske adgang til udenlandske fora med den såkaldte ”stopside”. Dette kan de dog kun, hvis der bliver delt børnepornografisk indhold. Skulle politiet alligevel forsøge at blokere den danske adgang til bestemte hjemmesider, løser det  ikke problemet, fortæller lektor Christian Damsgaard Jensen.

- De, der vil dele det her indhold, stopper man ikke ved at blokere den danske indgang til udenlandske hjemmesider. De finder bare andre måder og veje at dele indholdet på.

Brugerne på Facebook bruger lukkede grupper til at efterspørge og bytte sig til mapper med nøgenbilleder mv.
Brugerne på Facebook bruger lukkede grupper til at efterspørge og bytte sig til mapper med nøgenbilleder mv.
Foto: Stefan Jørgensen, TV SYD

En anden typisk måde at få udbredt billederne er via mails. Det er ikke et sjældent syn, at der under eftersøgninger af nøgenbilleder på diverse internetfora optræder kommentarer om deling af billeder via mail. Via mail kan de tidligere omtalte internetadresser, URL, blive delt, ligesom billeder kan blive sendt direkte til inboxen. Her aftaler brugerne ofte at bytte internt mellem hinanden. Typisk oplyser brugerne mailadresser, som er oprettet udelukkende med det formål at dele privat indhold. Derfor kan det være svært for myndighederne at finde frem til personerne bag mailadresserne.

De sociale delinger

Særligt på Facebook bliver der delt filer med nøgnebilleder af unge. Typisk foregår det på en af to måder.

Der er eksempler på, at brugerne uploader og deler nøgenbilleder direkte på Facebook i lukkede grupper. Billederne bliver dog ofte fjernet af Facebook på grund af det sociale netværks retningslinjer om nøgenhed. Sker det gentagne gange vil brugeren bag billederne blive blokeret, ligesom hele grupper også bliver lukket af Facebook, hvis de indeholder billeder med nøgne kroppe. Nye grupper opstår dog hurtigt under nye navne, og med en ny mailadresse kan brugerne hurtigt oprette en ny profil på det sociale netværk. 

Den anden måde peger tilbage på fildelingstjenesterne.  I lukkede Facebook-grupper efterspørger, deler og bytter brugerne URL’er til mapper med billeder af nøgne unge, uden at de unge på billederne selv har givet lov. Typisk sker selve delingen af URL’erne i private gruppechats, hvor brugerne bytter billederne mellem hinanden. Når det meste foregår i private chats mellem brugerne,  er det  svært for politiet at finde frem til både billederne og dem, der deler billederne. 

Og så er man tilbage ved start. Når først billedet er ude, gør ovenstående det enormt svært at få bremset billedet. Og hvis de, der deler billedet, holder sig skjult bag 48-timers rum, private chats og hemmelige mailadresser, har myndighederne svært ved at finde frem til dem.