TV der bevæger dig

Hver syvende ung frygter, at der er nøgenbilleder af dem på nettet

En ud af syv unge i Syd- og Sønderjylland frygter, at der bliver delt nøgenbilleder af dem på nettet. Det viser en rundspørge, TV SYD har lavet.

En ud af syv unge i Syd- og Sønderjylland frygter, at der bliver delt nøgenbilleder af dem på nettet. Det viser en rundspørge, TV SYD har lavet. Foto: Stefan Jørgensen, TV SYD

Nøgenbilleder af unge mænd og kvinder flyder på nettet. Og de mange historier om, hvordan nøgenbillederne imod de unges vilje bliver delt igen og igen, skaber frygt blandt unge.

TV SYD har i en rundspørge på folkeskoler og ungdomsuddannelser i Syd- og Sønderjylland fået svar fra 1.195 unge. Svarerne viser, at hver syvende frygter, at der er nøgenbilleder af dem på nettet, der bliver delt mod deres vilje. Og den frygt kender de  2.g på Sønderborg Statsskole.

- Det er ret udbredt, altså alle har nogen billeder og de deler flittigt, og jeg tror ikke, at de tænker over, at det har nogle konsekvenser, siger Clara Grønbæk Henriksen  fra 2.g på Sønderborg Statsskole.

Hver tredje kender et nøgenbillede-offer

En af årsagerne, til at hver syvende ung frygter at få delt billeder af sig, kan være, at mere end otte ud af ti unge har hørt om én i netop den situation, at de har fået delt nøgenbilleder mod deres vilje.

Og mere end hver tredje af de unge kender én personligt, der har oplevet, at deres private billeder er blevet delt uden deres samtykke.

- Jeg kender faktisk nogen. Og det er ret mange, siger Enayatullah Abdol fra 2.g på Sønderborg Statsskole. 

Læs også Michelle får delt nøgenbilleder i sit navn: Jeg når lige at tænke ”fuck”

TV SYD har i forbindelse med researchen til historien fundet frem til mere end 50 unge fra Syd- og Sønderjylland, der bliver efterspurgt eller delt nøgenbilleder af. Og det overrasker ikke de unge.

- Jeg tror, at det er mere udbredt end man lige går og tror, jeg tror der er flere, der går har de nøgenbilleder, siger Julie Hørlück fra 2.g på Sønderborg Statsskole.

Bliver byttet som kort

De unge fra Søndeborg Statsskole fortæller, at de oplever, at billederne bliver delt, som var det pokemonkort.

- Man kan godt stå som tilskuer og tænke, hvad fuck har du gang i? Det er blevet sådan et helt marked for nøgenbilleder: " Hvis jeg giver dig to af de her nøgenbilleder, kan du så give mig to, som jeg ikke har i forvejen?", siger Aksel Ruby Larsen fra 2.g på Sønderborg Statsskole.

TV SYDs rundspørge om nøgenbilleder:

TV SYD har vha. fysiske og digitale spørgeskemaet spurgt 1195 unge fra de 14 syd- og sønderjyske kommuner om deres forhold til nøgenbilleder. De anonyme spørgeskemaer er blevet delt digitalt via interne elevsystemer på folkeskoler og ungdomsuddannelser samt fysisk i klasselokaler. 

Læs også Sådan beskytter du dine nøgenbilleder