Rektor om billeder: Der er mange faldgruber, unge ikke kender

På Rybners Gymnasium i Esbjerg underviser de eleverne i etik, moral og lovgivning om nøgenbilleder på nettet.

Undervisningen blev sat i værk efter en pige fra 2.g henvendte sig med sin frygt.

- Hun var blevet orienteret om, at en af hendes tidligere kærester havde delt et billede med nogle klassekammerater. Hun var nu nervøs for, at det blev delt med resten af skolen, sagde rektor Lars Henry Andersen i tirsdagens 19.30-nyheder fra TV SYD.

Derfor kaldte rektor til morgensamling og orienterede om, at det ikke er måden at gøre det på. Men pigens egen henvendelse var vigtig. 

quote

De unge tror, at et billede på deres telefon er deres eget billede. Det er det absolut ikke.

Lars Henry Andersen, rektor, Rybners Gymnasium, Esbjerg

- At pigen selv tog initiativ til at gøre noget, det gør også at vi kan hjælpe dem. Hvis de ikke gør det, så bliver det svært, forklarer rektor.

Gennem tre år har Rybners Gymnasium lært førsteårseleverne om farerne på nettet.

- Vores jurist i erhvervsret foreslog at undervise eleverne i etik på nettet. Nu lærer alle førsteårselever om god etik, hvad der er lovligt og ulovligt, og hvordan man forholder sig til at være på nettet og dele ting på nettet. Så nu ved alle, hvad konsekvenserne kan være.

Faktisk var der en del faldgruber, som de unge ikke var opmærksomme på. 

- De unge tror, at et billede på deres telefon er deres eget billede. Det er det absolut ikke, understreger Lars Henry Andersen.

Forældre bør altid hjælpe deres børn. Men det kan være en udfordring.

- Der er ingen forældre, der har erfaring med, hvordan man deler på sociale medier. Derfor skal vi lære dem det op gennem ungdomsuddannelserne, siger rektoren.