TV der bevæger dig

Naboer til flyvestation er skuffede over testflyvning

Tre naboer stod spændt og ventede på F-35 flyet for endelig at høre lyden. Men testen var ikke realistisk lød deres dom. F-35 flyet fløj for langsomt.

Tre naboer stod spændt og ventede på F-35 flyet for endelig at høre lyde.

Pia Zinn stod klar med lydmåler og spørgeskema for at evaluere lyden fra de amerikansk producerede jagerfly F-35. 

Hun er nabo til Flyvestation Skrydstrup og er vant til, at hun jævnligt må holde pause i samtalerne i familien. Det sker allerede i dag, når F-16 flyene starter og lander på den sønderjyske flybase.

To norske Lockheed F-35 besøgte Skrydstrup. Det ene af dem deltog i testflyvningen, der på naboernes opfordring skulle demonstrere lydtrykket fra Danmarks nye kampfly.

Sammen med sine naboer kunne Pia Zinn konstatere, at lyden er anderledes. Lyden fra F-35 er dybere, og F-16 er mere skinger.

- Hvis det er sådan her lyden bliver, kan vi sagtes blive boende. Men det her er jo ikke realistisk med en hverdag, hvor der er flere fly, som starter samtidigt og letter hurtigt med efterbrænderen tændt og langt nede to gange om dagen, var Pia Zinns første vurdering onsdag eftermiddag.

Allerede i morgen torsdag holder Forsvaret nyt orienteringsmøde, hvor de indledende resultater fra testflyvningerne bliver fremlagt. Senere offentliggøres en rapport med de analyserede og bearbejdede resultater.