Naboer til kampfly: - Vi har fortjent en fair behandling

Få overblik over F-35 sagen fra start til slut i tidslinje.

Det er svært at føre en samtale i haven hos ægteparret Søren Karst og Mette Lysbeck. Deres ejendom på Lilholtvej ligger klos op ad Flyvestation Skrydstrup, hvor F-16 kampfly dagligt letter og lander i timevis blot 800 meter derfra.

-  Vi er meget frustrerede over, at vi ikke får noget svar på, om vi skal blive her eller ej. Allerede nu har vi utroligt meget støj, fortæller Mette Lysbeck, der på et borgermøde 6. december - altså om to måneder - forventer at få mere afklaring om støjmålinger og eventuel kompensation til de Skrydstrupborgere, der kan se frem til endnu mere støj fra kampfly, når det nye og mere larmende F-35 skal afløse F-16 flyene.

quote

Vi håber at få en fair behandling. Det synes vi, at vi har fortjent.

Mette Lysbeck, nabo til Flyvestation Skrydstrup

- Vi håber at få en fair behandling. Det synes vi, at vi har fortjent. De skal da opføre sig pænt over for os, siger hun med reference til Forsvarsministeriet og politikerne.

Uafklarethed giver stress

Ægteparret er ikke de eneste borgere i området, som gerne vil have svar på, hvordan fremtiden i den lille sønderjyske by vil forme sig efter de 22 nye kampflys indtog.

- Det er jo altid stressende at være i en situation, hvor ens fremtid er uafklaret, siger Agnes Rosenlund til TV SYD.

Hun er næstformand i foreningen Flyvestation Skrydstrups Naboer, der har til formål at arbejde for acceptable levevilkår for Flyvestation Skrydstrups naboer og at yde hjælp til medlemmerne i forbindelse med støjproblemer eller erstatninger i forbindelse med anskaffelsen af de nye kampfly.

- Vi går dagligt og ved ikke, hvordan vores hverdag ser ud om nogle få år. Om man skal forlade ens livsdrøm eller om man bliver nødt til at bo i en støj, man reelt ikke kan bo i, siger hun.

F-35 afløser udtjent F-16

Egentligt skulle de aldrende F-16 kampfly allerede have være udskiftet i midten af nullerne, men så kom finanskrisen.
De nu udtjente F-16-fly udfases i 2024, når forsvaret har nok afløsere i de nye F-35-kampfly. Danmark begyndte i 1980 at benytte F-16 som afløser for F-100, der havde været i dansk tjeneste fra 1959.

Få det fulde overblik over indkøbet af F-35 kampfly herunder:

Tidslinje F-35 kampfly

1997:
Danmark går med i industrisamarbejdet omkring udviklingen af F-35-jagerne.
2005:
Forsvarets Materieltjeneste beder flyproducenter om informationer til en konkurrence om at blive Danmarks nye kampfly.
2007:
Et særligt projektkontor - Projekt Nyt Kampfly - oprettes. Det skal lave en analyse, der skal danne grundlag for politikernes valg af nyt kampfly.
2008:
Finanskrisen indtræder.
2009:
Daværende forsvarsminister Søren Gade (V) udskyder i to omgange beslutningen om typevalget til starten af 2010.
2010:
Ny forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) lægger beslutningen på is.
Marts 2013:
Kampflykonkurrencen genstartes.
Juli 2014:
Frist for at give tilbud på Danmarks nye kampfly. Disse tre fly er i spil som afløser for F-16:
  • Eurofighter Typhhon (Tyskland)
  • F/A-18F Super Hornet (Boing, USA)
  • F-35A Lightning (Lookheed Martin, USA)
Juli 2015:
Det besluttes at købe F-35 kampflyene produceret af amerikanske Lookheed Martin.
2016:
Regeringen slår 12. maj fast, at F-35 skal være Danmarks næste kampfly.
Juni 2016:
Regeringen bekræfter 5. juni, at fem af de 27 nye F-35-kampfly skal stå permanent i USA som træningsfly.
Juni 2016:
Flertal Folketinget bestående af partierne Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Radikale stemmer 9. juni for indkøbet af de amerikanske F-35 kampfly.
December 2016:
Forsvarsministeriet har i to år tilbageholdt rapport om kampflystøj i Skrydstrup.
December 2017:
Flertal i Folketinget giver Forsvarsministeriet lov til at indkøbe de 27 F-35 kampfly. Den 18. december er der fuldt hus til borgermøde i Skrydstrup.
Marts 2018:
Forsvarsministeriet lyttet til de bekymrede borgere, og på et borgermøde meddeler de, at F35-komplekset rykkes fra flyvestationens nordvestlige hjørne til det sydvestlige hjørne på flyvestationen. Det vil forsinke flyet, så det første F-35-fly først kan ventes at lande i Danmark i 2023 - 26 år efter arbejdet med at finde F-16-flyets afløser blev indledt.
Maj 2018:
Skrydstrup udpeges som træningscenter for nordeuropæiske F-35-kampfly.
September 2018:
Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen kaldt i samråd med beskyldning om at fortie sandheden om flystøj i Skrydstrup.
December 2018:
Forsvarsministeriet vil på et borgermøde den 6. december offentliggøre de endelige støjberegninger og præsentere en model for økonomisk kompensation til støjramte naboer til flyvestationen.
Udgangen af 2019:
Der gennemføres en offentlig høring af forslaget til anlægsloven.
2020:
Anlægslov fremsættes i Folketinget.
2023
De første F-35 kampfly kommer til Skrydstrup
2024
F-16 udfases, når forsvaret har nok afløsere i de nye F-35-kampfly.
(Kilder: Ritzau, Jyllands-Posten, Politiken, Forsvarsministeriet)