Dennis nægtede at tage skjorte og jakke på for Obama

Dennis Hansen vandt en billet til Obama-foredraget. Men da han hellere ville have kimono på end skjorte, jakke og slips, måtte han spørge om lov på borgmesterkontoret.

35-årige Dennis Hansen fra Kolding er en af de ti heldige, der vandt en gratis billet til foredraget med Obama fredag formiddag i Kolding. Men da han hellere ville have en kimono på fra den kontroversielle modedesigner Henrik Vibskov end skjorte, jakke og slips, måtte han spørge om lov hos arrangørerne.

quote

De sagde, de gerne ville have lidt kant og nogen skulle skille sig ud, så jeg fik lov. Ellers var jeg heller ikke kommet.

Dennis Hansen, Kolding

- Da der på invitationen stod, at dresscoden var uformel forretningspåklædning, så måtte jeg jo spørge om lov på borgmesterkontoret, forklarer Dennis. Og heldigvis faldt svaret ud til Dennis fordel. 

- De sagde, de gerne ville have lidt kant og nogen skulle skille sig ud, så jeg fik lov. Ellers var jeg heller ikke kommet, siger Dennis Hansen, som har glædet sig til dagen i dag.

- Obama er en af de største statsmænd og en af de mest magtfulde mænd i verden, så jeg er meget glad for at være med i dag, siger Dennis Hansen.