Carsten skal arbejde, hvis hans kolleger strejker

Det er ikke alle ansatte, der skal strejke eller kan blive lockoutet, hvis konflikten på arbejdsmarkedet bryder ud i næste måned.

Carsten Bøgebjerg er en af de offentlig ansatte, der hverken kan strejke eller blive lockoutet, hvis konflikten på arbejdsmarkedet går i hårknude. Han arbejder ved Banedanmark, og han er medlem af en uafhængig fagforening – en gul fagforening.

De gule fagforeninger har ikke ret til at forhandle overenskomster med arbejdsgiveren. Det er noget LO og FTF-fagforeninger gør.

Derfor skal Carsten Bøgebjerg passe sit arbejde, mens de af hans kolleger, der er medlem i en LO- eller FTF-fagforening, er i konflikt.  

- Jeg har tænkt mig at møde op på min arbejdsplads, og hvis der står nogle udenfor og siger, jeg ikke må komme ind, så går jeg hjem og meddeler mig fagforening, jeg er blevet smidt hjem, siger Carsten Bøgebjerg til TV SYD.

Flere vælger de gule fagforeninger 

De gule fagforeninger har cirka 50.000 medlemmer, der arbejder i det offentlige, og noget tyder på, at der er flere offentlig ansatte, der hopper fra de traditionelle fagforeninger over i de gule. I 2017 fik Det faglige hus 1000 nye medlemmer hver måned, og ud af deres i alt 130.000 medlemmer er omkring 20 procent offentlig ansatte.

For Carsten Bøgebjerg var det naturligt at vælge en traditionel fagforening fra.

- De ting, som de rigtige fagforeninger står for, de er lidt forældede, og så synes jeg også, de er dyre, siger han.

FOA: Det er det, medlemmerne betaler for

FOA er en af de fagforeninger, der sidder med ved forhandlingsbordet. I øjeblikket har fagforeningen 180.000 medlemmer, og størstedelen af dem er offentlig ansatte.

- Det, der er sat i gang nu, koster enorme ressourcer for organisationerne, og det kommer også til at koste medlemmerne. Det er det, medlemmerne betaler for – for også at få noget ud af det rent lønmæssigt ved forhandlinger, siger Susanne Johannsen, der er afdelingsformand i FOA Esbjerg.