Hjernerystelse sporede Skærbæk-sejler ind på OL-drøm

Michael Hansen skal lige om lidt deltage ved OL i Rio i Laser-jolle. Han er debutant, og det var en hjernerystelse, der ledte ham i OL-retningen.

Den 26-årige sejler Michael Hansen glæder sig. Om mindre end en måned sætter han sig i sin jolle og stævner ud fra Rios kyst som den danske OL-deltager i verdens største jolleklasse.

- Det er en af mine helt store drømme. Det her med at konkurrere mod de allerbedste i verden, det har altid været en af mine helt store motivationer. Og der kan man jo sige, at OL er det alle forbereder sig frem imod, og hvor alle er i topform, så det er der, hvor man møder den allerskarpeste konkurrence, siger Michael Hansen.

Sejleren fra Skærbæk ved Fredericia har en årelang erfaring som Laser-sejler.

- Jeg synes, det var lidt kedeligt, at han spillede fodbold, da han var en 7-8 år, og så foreslog jeg ham at hoppe på cyklen og køre ned i Fredericia Sejlklub og begynde at sejle. Det gjorde han, og han syntes, det var rigtig spændende, fortæller hans far, Claus Hansen.

Men det var faktisk en hjernerystelse ved EM i 2013, som for alvor sporede ham ind på drømmen om en billet til OL. Næsten et år var han væk fra sejlsporten.  

- Når man får en hjernerystelse, så får man jo en periode med en masse ro, og der fik jeg lov til at tænke over, om det virkelig er det her, jeg vil bruge så meget tid på - og der gik det op for mig, at jeg simpelthen ikke kan undvære sejlsporten, så jeg kommer tilbage med fornyet energi, fortæller sejleren.  

Ikke medaljeaspirant

46 både er i vandet i Laser-klassen ved OL, og der er derfor meget trafik og mange sejlere om buddet ved OL i Rio. Han er dog den eneste dansker i feltet, som han for første gang skal være en del af.

- Jeg var en del af forløbet op til OL i London, men uden at satse på det. Da jeg kunne se, hvordan det lykkedes for en af dem at komme med, så besluttede jeg mig for, at jeg ville satse på det.

Michael Hansen regner dog ikke med medaljer i den her omgang, men måske i fremtiden venter der noget olympisk metal til den ambitiøse sejler.

- Jeg er jo ikke medaljefavorit, for jeg har stadigvæk meget at lære. Mit mål er at komme ned og præstere det bedste, jeg kan. Man kan jo sige, at jeg er der for at lære, så jeg måske kan blive medaljekandidat, når de olympiske lege er i Tokyo om fire år, lyder det fra Skærbæk-sejleren.

Michael Hansen har været i Rio tre gange for at træne op til OL, og han får sin olympiske debut den 8. august, når Laser-jollen bliver sat i vandet.

- Det er en af mine helt store drømme, og det er det ultimative inden for min sportsgren, jeg går ind til nu.