Fortsat fokus på at få suget dieselolie op fra havnen

Lørdag formiddag er myndighederne gået igang med at suge dieselolie op fra havnebassinet i Aabenraa Havn.

Efter det omfattende dieselolie udslip i Aabenraa Havn og fjorden torsdag fortsætter myndighederne lørdag med at suge dieselolie op fra havnenbassinet.

quote

Vi koncentrerer os lige nu om området omkring roklubberne, der ligger på havneområdet, og vi bliver ved til vi ikke kan se mere olie. Så vurderer vi situationen igen i morgen.

Erik Dall, indsatsleder, Brand og Redning, Sønderjylland 

Indsatsleder Erik Dall siger til TV SYD, at det er her det største koncentration af dieselolie ligger, og man derfor koncentrerer indsatsen der.

- Vi koncentrerer os lige nu om området omkring roklubberne, der ligger på havneområdet, og vi bliver ved til, vi ikke kan se mere olie der. Så vurderer vi situationen igen i morgen, siger Erik Dall til TV SYD.

Der har været tvivl om, hvor meget olie, der er lækket ud i havnen og fjorden. De første meldinger lød på omkring 20.000 liter dieselolie. I går fredag oplyste politiet så, at udslippet var langt større og omfattede omkring 200.000 liter olie. Nu siger virksomheden Dan-Balt, der ejer de lækkede olietanke, at der tale om 60.000 liter dieselolie.

Det er Syd- og Sønderjyllands Politi, Aabenraa Kommune, Brand og Redning Sønderjylland og Beredskabsstyrelsen, som på et møde lørdag morgen har vurderet den aktuelle situation.

Der er også olieforurening ved Skarrev og det omkringliggende område, men da der er tale om en tynd oliefilm, vil myndighederne afvente, om olien kan forsvinde ad naturlig vej.

Søndag morgen mødes myndighederne igen for at vurdere situationen i området.