Digital udvikler til TV SYD

BEMÆRK: ANSØGNINGSFRISTEN ER UDLØBET

TV SYD skal være endnu bedre til at tiltrække og fastholde brugerne på vores primære digitale platform tvsyd.dk, og derfor har vi brug for hjælp. Vi søger en dygtig og kreativ udvikler, der formår at sætte brugerbehov og -oplevelser i centrum og har lyst til at eksperimentere og skabe digitale produkter af høj kvalitet.

Om stillingen

Klik er langt fra nok for os. TV SYDs indhold skal også være værd at bruge tid på og engagere sig i. Og vi er klar over, at klassiske tekstartikler ikke er det indhold, som får brugernes tidsforbrug på himmelkurs. Som digital udvikler bliver det derfor din vigtigste opgave at skabe unikke brugeroplevelser, som understøtter det redaktionelle indhold.

Du skal omsætte idéer til succesfulde digitale løsninger af høj visuel kvalitet – og altid i overensstemmelse med brugernes behov og faktiske adfærd. Det kan for eksempel være webdoks og digitale fortællinger med levende billeder og grafik eller datavisualiseringer, der inviterer til fordybelse. Men det kan også være selvstændig opbygning af et nyt webunivers eller noget helt fjerde, som skal bygges fra bunden.

Som udvikler bliver du en del af TV SYDs visuelle redaktion, hvor du kommer til at arbejde tæt sammen med vores webproducer og grafikere. Du deltager i redaktionelle projekter med journalister og fotografer og leder udviklingsprojekter til vores store satsninger. For eksempel Genforeningen 2020 og Kommunalvalg 2021. Du vil desuden blive involveret i TV 2 Regionernes onlinesamarbejde.

Om dig

Du har erfaring med frontend-værktøjer, men også grundlæggende forståelse for backend-teknologier. Du arbejder formentlig på et bureau, en redaktionel arbejdsplads eller som selvstændig, men din baggrund går vi ikke så meget op i. Det vigtigste er, at du ved, hvordan man tiltrækker og fastholder brugere. Og kan dokumentere det med relevante cases fra tidligere arbejde.

I forhold til dine kvalifikationer forventer vi:

  • At du har stor erfaring med HTML og CSS
  • At du har nogen erfaring med JavaScript, gerne ReactJS eller VueJS
  • At du har erfaring med og kendskab til grundlæggende UX-principper
  • At du er fortrolig med versionsstyring via Git
  • At du har forståelse for PHP og/eller Python
  • At du har forståelse for agil udvikling

Derudover er det en klar fordel, hvis du:

  • Besidder en solid viden om brugerbehov og -adfærd, som du er klar til at bringe i spil hos os
  • Arbejder selvstændigt og er ambitiøs – både på egne og husets vegne
  • Er kreativ og elsker at eksperimentere
  • Overrasker os og selv kommer med en masse idéer til, hvad du kan hjælpe os med

Om TV SYD

TV SYD er en af TV 2 Regionerne. Vi dækker Syd- og Sønderjylland, den sydligste del af Øst- og Midtjylland og Sydslesvig. Vi er 91 ansatte, som elsker det, vi laver, og har en fælles passion for den gode historie. Hver eneste dag producerer vi tværmedielt indhold til tv, web, apps og eksterne platforme som Facebook, Instagram og YouTube.

Vi tilbyder en afvekslende hverdag i et ambitiøst mediehus, som vægter faglighed og kvalitet højt og har fuld fart på udviklingen. Vi har også en sjov arbejdsplads med en god og uhøjtidelig stemning, og du vil være omgivet af venlige og hjælpsomme kolleger, der har et godt sammenhold.

Det er en fordel, hvis du allerede bor i eller er klar til at flytte til en af de 14 kommuner, som TV SYD dækker, men det er ikke et krav.

Vi glæder os til at modtage dit cv, en motiveret ansøgning og et par relevante eksempler på digitale løsninger eller produkter, som du er særligt stolt af. Send det til job@tvsyd.dk, og husk at skrive ’Digital udvikler’ i emnefeltet.

Ansøgningsfristen er 10. januar 2020 klokken 12.

Fakta om stillingen

Stillingstype: Fuldtidsansættelse

Arbejdssted: TV SYD, Media Park 1, 6000 Kolding

Tiltrædelse: Snarest muligt

Ansøgningsfrist: 10. januar 2020 klokken 12

Kontakt:
Claus Ladefoged, digital udviklingschef, TV 2 Regionerne, 31 33 18 09, clla@tv2lorry.dk
Louise Kielstrup, redaktionschef, TV SYD, 21 28 23 59, loki@tvsyd.dk