GG Horsens hitter hos de unge

Tusindvis af unge har set TV SYD’s nye komedieserie på Youtube.

To hold bevæger sig rundt i en virtuel verden med udfordrende gemmesteder, mens skudsalver sørger for at dræbe modstanderholdet. Bag computerskærmen sidder Julie Zangenberg. Hun kæmper for at vise sig i den mandsdominerede E-sports verden.

Det er omdrejningspunktet i den nye komedieserie, GG Horsens.

Serien er ikke kun blevet vist på TV SYD’s egen kanal de seneste fire lørdage, men ligger også på Youtube, hvor de første fem afsnit allerede har fået over 650.000 visninger.

70 procent af seerne er under 35 år, og det viser, at komedieserien tiltrækker de unge.  

- Vi har svært ved at få armene ned. GG Horsens er en kæmpe satsning for os, for produktionsselskabet Wasabi Film og for Horsens Kommune. Derfor er det utroligt tilfredsstillende, at alle får valuta for pengene og anstrengelserne, siger TV SYD’s direktør, Betina Bendix.

Positive reaktioner

Og de mange seere kan lide det, de ser. Flere end 10.000 har allerede trykket på synes-godt-om-knappen på Youtube.

- Flere anmeldere var ikke så venlige ved GG Horsens, da den havde premiere. Men heldigvis har vi produceret serien til unge, og de har taget flot imod den. Det er det vigtigste, siger Betina Bendix.

Indtil videre er der kun planlagt én sæson, men på Youtube florerer der lige nu et ønske blandt seerne om en sæson to.

- Vi er stolte over at have ramt de unge med en serie, som de elsker. Det er klart, at vi overvejer fremtiden for GG Horsens. Men lad os nu se. Det kræver jo først og fremmest en god idé til, hvor serien eventuelt skal bevæge sig hen i en ny sæson. Indtil videre glæder vi os til at vise de tre sidste afsnit, siger Betina Bendix.

Hver lørdag er der et nyt afsnit klar på YouTube, ligesom serien bliver vist i de regionale udsendelser på tv hos både TV SYD og TV 2 Østjylland.

Du kan se GG Horsens på YouTube, tvsyd.dk og TV SYD Play.