Journalistisk fyrtårn forlader TV SYD

TV SYD sagde i dag farvel til en af sine mest markante medarbejdere. Redaktør Kaj Højgaard takker af og går på pension efter 31 år på stationen.

Der var nærmest ingen ende på de rosende ord fra både kilder, ledelse og medarbejdere på TV SYD, da der fredag eftermiddag blev holdt afsked med journalist og redaktør, Kaj Højgaard.

Kaj Højgaard kom til TV SYD i november 1988 fra en stilling på Radio Syd og slog hurtigt sin position fast som en hårdtarbejdende journalist med et exceptionelt godt kendskab til Syd- og Sønderjylland og et skarpt øje for de historier, der er væsentlige for den syd- og sønderjyske befolkning.

quote

Det bliver helt ærligt svært – hvis ikke umuligt – at erstatte dig.

Betina Bendix, adm. direktør, TV SYD

Kaj Højgaard har i sin tid på TV SYD været med til at afsløre selskabstømmere og postkassevirksomheder i transportbranchen som både reporter og redaktør, og så har han været TV SYD’s ”valggeneral” under samtlige kommunal- regionsråds- og folketingsvalg de seneste årtier.

Umulig at erstatte

- Noget af det, der kendetegner Kaj, og som både kilder og kolleger sætter stor pris på, er hans enorme journalistiske sult. Selvom han har været i ”gamet” i en menneskealder, så brænder han stadig for journalistikken, og han brænder igennem, siger TV SYD’s chefredaktør, Jesper Nygaard.

TV SYD’s direktør, Betina Bendix, havde da også gerne set, at Kaj Højgaard havde udskudt pensionen. Det har hun allerede overtalt ham til én gang.

quote

Jo, jeg kommer til at savne journalistikken. Det har været mit fag siden 1974, og det har givet mig mulighed for at møde mange interessante mennesker.

Kaj Højgaard, redaktør, TV SYD

- Vi har jo længe vidst, at du ville trække dig tilbage på et tidspunkt, og nu er dagen så kommet, hvor vi ikke længere kan holde på dig. Men det bliver helt ærligt svært – hvis ikke umuligt – at erstatte dig, sagde Betina Bendix torsdag i en tale til Kaj Højgaard.

Tid til andre lidenskaber

Selv glæder Kaj Højgaard sig til at få mere tid til at spille golf og til at dyrke sin lidenskab for ”gærede druer”, som han udtrykker det.

- Og så skal jeg ud at se mig endnu mere om. Jeg skal sammen med min hustru studere det klassiske Grækenland, musik i Wien og strandene i Tyrkiet, siger Kaj Højgaard med et glimt i øjet.

Han er ikke i tvivl om, at han får nok at få tiden til at gå med, selvom han nu lægger dagligdagen i medierne bag sig.

- Men jo, jeg kommer til at savne journalistikken. Det har været mit fag siden 1974, og det har givet mig mulighed for at møde mange interessante mennesker og gode kolleger, siger han.

Efter flere taler fra ledelsen og kollegaer fik Kaj Højgaard også sagt et par ord. 
Efter flere taler fra ledelsen og kollegaer fik Kaj Højgaard også sagt et par ord. 
Foto: Nicolai Reinhold, TV SYD

Sønderjyde helt ind i knoglerne

Kaj Højgaard er selv sønderjyde – opvokset i Grarup på Haderslev Næs, og han har et kendskab til landsdelen, som de færreste kan matche.

- Man skal ikke underkende den betydning, han har haft for Syd- og Sønderjylland. Særligt i forhold til den politiske journalistik har han været fuldstændigt enestående i sit arbejde, og det er et kæmpe tab for både TV SYD og for vores landsdel, at han nu forlader faget. Det er måske store ord, men jeg mener det, siger chefredaktør, Jesper Nygaard.

Ifølge Jesper Nygaard har det stor betydning, at Kaj Højgaard er fra området.

quote

Der står så stor respekt om Kajs faglighed samtidig med, at han er et gennemsympatisk og ordentligt menneske.

Jesper Nygaard, chefredaktør, TV SYD

- Kaj er aldrig bare gået på arbejde som journalist – han ER journalist for Syd- og Sønderjylland. Han har en særlig evne til at komme tæt på sine kilder og få et fortroligt forhold til dem, samtidig med at de ikke er i tvivl om, at han stiller de kritiske spørgsmål – også selvom det gør ondt.

- Der står så stor respekt om Kajs faglighed samtidig med, at han er et gennemsympatisk og ordentligt menneske.

Kamp mod misinformation

Kaj Højgaards journalistiske virke har været præget af en stærk vilje til at gøre en forskel med sit arbejde.

- Vi skal som journalister insistere på at beskæftige os med det, der er vigtigt for folks hverdag og liv, siger Kaj Højgaard.

Han har gennem sin karriere set det som sit fornemste mål at klæde sine medborgere på til at kunne agere i et demokratisk samfund.

Og selvom han nu forlader faget, er han ikke i tvivl om, at den mission er mere vigtig end nogensinde.

- Der er brug for grundig, faktabaseret journalistik i en tid, hvor misinformation trives på sociale medier, siger han.

Det er en opgave, han nu overlader til andre.