Ny serie på TV SYD: Kom med bag kulissen i Syd- og Sønderjylland

I TV SYDs nye programserie 'Et Godt Spørgsmål' tager radiovært Søren Dahl og tv-vært Dorte Callesen seerne med bag kulissen på kendte og mindre kendte steder i Syd- og Sønderjylland.

Han er nordjyde. Hun er sønderjyde, men en ting har de til fælles. De bliver udsat for lidt af hvert, når tv-vært Dorte Callesen tager radiovært, musiker og forfatter Søren Dahl (bl.a. kendt fra Café Hack) på rundtur i TV SYDs område. Undervejs tager de imod udfordringer fra de mennesker, de møder på deres vej.

- Fra min tid på radio har jeg været i mange afkroge af Syd- og Sønderjylland, men jeg har opdaget nye steder gennem programmerne. Sønderjylland er jo begravet i dejlige steder og byder på en spændende historie og imødekommende mennesker. Det er livsbekræftende, siger Søren Dahl.

'Et godt spørgsmål' på TV SYD:

I serien ’Et Godt Spørgsmål’ tager vi med TV SYD-vært Dorte Callesen og Radiovært Søren Dahl (kendt fra bl.a radioprogrammet Café Hack) rundt i Syd-og Sønderjylland. 

 

Undervejs møder de mennesker, som udfordrer dem, og så stiller de hinanden quiz-spørgsmål, som du kan gætte med på.   

 

’Et Godt Spørgsmål’ kan ses hver søndag klokken 19.30 på TV SYD og streames på tvsyd.dk

Grænseoverskridende udfordringer

De to værter giver sig i kast med alt fra at køre kampvogn i fuld udrustning, udbene svinekam på rekordtid og blive sendt 25m op i en kran med glasgulv. 

- Det var været udfordrende og til tider grænseoverskridende, men også sjovt at være nysgerrig på andres vegne. Tænk at få lov til at komme bag kulissen så mange steder, hvor man normalt ikke kommer. Det glæder jeg mig til at vise seerne, siger tv-vært Dorte Callesen.

Sønderjyde vs. nordjyde

I programmerne udfordrer de to værter hinanden på viden om stort og småt fra de steder, de besøger. Dorte Callesen er sønderjyden - født og opvokset i Christiansfeld. Søren Dahl er født og opvokset i nordjyske Thisted. Men er det nu også sønderjyden, der er klogest på Syd- og Sønderjylland?

- Ja, det må jo vise sig. Det vil jeg ikke afsløre her, men jeg synes bestemt, at folk skal kigge med. Det bliver ikke kedeligt. Det lover jeg, siger Søren Dahl med et smil i stemmen.

Seerne kan gætte med i programmet hver søndag kl. 19:30 og udfordre sig selv yderligere med en ekstra quiz på tvsyd.dk.

- Vi ønsker at grave ned i og gøre seerne klogere på vores landsdel på en underholdende, men informativ måde. Det gør vi med 'Et Godt Spørgsmål', så vi glæder os meget til at vise programmerne til seerne, siger direktør for TV SYD Betina Bendix.

I dagens program besøger Dorte Callesen og Søren Dahl Glad Zoo i Lintrup og tager derefter til Rømø, hvor de skal køre blokart. Begge steder udfordrer de hinanden og seerne med finurlige spørgsmål.

STEDER DE BESØGER:

  • Program 1: Glad Zoo i Lintrup og Rømø Blokart
  • Program 2: Danish Crown i Horsens og Jacobsen Bakery i Hedensted
  • Program 3: Esbjerg Havn og Pagoden i Ølgod 
  • Program 4: Fighter Wing Skrydstrup
  • Program 5: Sønderjysk Kål i Haderslev og Sønderjyske Ishockey i Vojens 
  • Program 6: Det danske mindretal i Flensborg og Elmegården i Sommersted  
  • Program 7: Oksbøllejren 
  • Program 8: SMUK Haderslev og Dystopia i Horsens
  • Program 9: Calle i Aventoft og Mormors lille cafe i Møgeltønder 
  • Program 10: Marcussen orgelbyggeri Aabenraa og Barsø 
  • Program 11: Billund Lufthavn og en flugtskytte i Vejen  
  • Program 12: Lego House i Billund og Designskolen i Kolding