Gemt maleri afsløret

Kunstneren Otto Frello ville helst have gemt det væk i 100 år, men det kom for dagen efter 34 år og blev i dag vist frem for første gang

Maleriet blev afsløret på Varde Museum i dag fredag. "Frokost i det grønne". Det blev malet i 1987 men gemt ind i væggen i hans og hustruen Stences lejlighed i København. Bag hendes og sønnen Thomas' rygge. Først nu hvor maleren er død og lejligheden skulle sælges, opdagede man maleriet bag tapetet.

- Ja, han var en drillepind, og det havde nok passet ham bedst, hvis der faktisk var gået 100 år, siger sønnen Thomas Frello til TV SYD.

I dag var både han og hustruen med til afsløringen. Sammen med Otto Frellos storebror Therkel Christensen. Her kunne de nyde klapsalverne, da maleriet blev vist for offentligheden for første gang.

Et typisk Otto Frello med finurlige detaljer og et specielt persongalleri. Alligevel har han formentlig ikke været helt tilfreds med det - hans femte maleri i hans karriere, der først begyndte sent.

- Der er lidt for meget død over billedet. Noget han gik helt væk fra, siger Thomas Frello.

Museumsinspektør John Jensen, Varde Museum, har glædet sig over at kunne vise maleriet frem. Han siger:

- Det er imponerende, at han i alle de år ikke har været fristet - efterhånden som han blev mere berømt - til at tage maleriet ud af væggen og offentliggøre det. Men der har han været tro mod sin egen idé om, at skulle man have et skjult maleri, ja så skulle det holdes skjult.

Han er enig i, at Otto Frello bag sin ret formelle stil udadtil var lidt af en drillepind.

- Det her passer som fod i hose til hans stil, som man kan se det i hans billeder. Men læg mærke til at under humoren på overfladen lurer der ved nærmere eftersyn en alvor og en eftertanke, siger John Jensen.

"Frokost i det grønne" er i familiens eje og er udlånt til museet til familien måtte ønske det tilbage.