22 områder skal undersøges for giftigt stof

Region Syddanmark har udpeget 22 områder i Syd- og Sønderjylland, som skal undersøges nærmere for det forbudte, giftige stof PFOS.

22 områder i Syd- og Sønderjylland skal nu undersøges for forurening med det sundhedsskadelige stof PFOS.

Ved mange af områderne er der tidligere lavet brandøvelser med skum, som indeholder det giftige stof.

Drikkevandet

- Mange af de steder, vi har lokaliseret, er der drikkevandsinteresser enten som direkte drikkevandsboringer eller som reservoir til senere drikkevandsforsyninger. Det ved vi, men vi ved ikke, om stoffet er i drikkevandet, for så langt er vi endnu ikke kommet, siger Jørn Lehmann Petersen, Socialdemokratiet, formand for miljøudvalget i Region Syddanmark.

I Korsør blev der i foråret fundet PFOS i blodet hos mennesker, der har spist kød fra kvæg, der græssede på marker nær den lokale brandskole.

Men foreløbig regner Region Syddanmark ikke med, at der findes tilsvarende alvorlige forureninger i Syd- og Sønderjylland.

- Risikerer vi noget lignede her hos os? Ikke det, vi ved af på nuværende tidspunkt, men det skal vi have undersøgt sammen med kommunerne, siger Jørn Lehmann Petersen.

- I Korsør er stoffet sivet fra øvelsespladsen som overfladevand ud på marken. Men der er intet der indikerer noget lignende i de foreløbige undersøgelser, vi har lavet af overfladevand her, siger udvalgsformanden.

Sammen med kommunerne har region Syddanmark indsamlet oplysninger om, hvor der har ligget brandøvelsespladser.

Fakta om PFOS

  • PFOS hører under betegnelsen PFAS, som dækker over flere stoffer med bred anvendelse i industrien. Stofferne er svært nedbrydelige og kan ophobes i miljøet.
  • I 2006 blev PFOS forbudt i brandskum, men frem til 2011 var det tilladt at bruge restlagre, derefter blev al brug af stoffet forbudt.
  • Nyere viden om giftigheden ved PFAS-stofferne betød, at Miljøstyrelsen i juli i år sænkede grænseværdien for, hvor meget PFOS der må være i jord og grundvand.

22 områder i Syd- og Sønderjylland skal nu undersøges nærmere for det giftige stof PFOS.
22 områder i Syd- og Sønderjylland skal nu undersøges nærmere for det giftige stof PFOS.
Foto: Region Syddanmark