Kommune har i årevis ikke holdt tilsyn med brandskole

Esbjerg Kommune har gennem 11 år ikke holdt tilsyn med Esbjerg Brandskole. Her er der i årevis blevet udledt giftigt PFOS i forbindelse med øvelser.

Alt tyder nu på, at Esbjerg Kommune selv er en del af årsagen til, at udledningen af overskudsvand, der kan indeholde kræftfremkaldende og hormonforstyrrende PFOS, ikke er blevet stoppet.

Det står klart, efter at kommunens Plan- og Miljøudvalg mandag var indkaldt til et hastemøde om sagen.

- Så vidt jeg kan forstå, er der ikke ført tilsyn med det, bekræfter Karen Sandrini (S), der er formand for Udvalget for Plan- og Miljø.

Esbjerg Kommune overtog i 2007 rollen som tilsynsmyndighed fra det tidligere Ribe Amt, men kommunen opdagede ikke, at tilladelsen til at udlede overskudsvand fra brandøvelserne var udløbet.

 - Det må helst ikke ske, og det tror jeg også, vi skal have drøftet. Det er en meget uheldig sag, og jeg tror heller ikke, vi kan se andre sager, hvor det er sket, siger Karen Sandrini.

Konsekvenserne af udledningen skal nu undersøges nærmere. Samtidig vil Esbjerg Kommune forsøge at finde frem til, hvorfor tilsynet er gået i glemmebogen.

- Vi frygter selvfølgelig det værste. At det ligger i grundvandet, og at det er sprøjtet ud gennem spildevandsledningen og videre ud i Vadehavet, siger Karen Sandrini.