21.468.000 masker og mundbind er skrottet

Coronatiden har givet voldsom efterspørgsel på værnemidler, og mange har ikke haft den nødvendige kvalitet.

21.468.000. 

Så mange masker og mundbind har Region Syddanmark kasseret, siden corona for alvor ramte Danmark i marts sidste år. 

quote

Det er et voldsomt antal, vi har været nødt til at kassere, fordi vores test har vist, at de ikke var gode nok.

Kurt Espersen, koncerndirektør, Region Syddanmark

I alt har regionen ophævet 15 ordrer - heraf to på over tre millioner styk hver.

Værnemidlerne er primært indkøbt til Region Syddanmarks sygehuse, hvor de har skullet forhindre smittespredning blandt patienter, besøgende og medarbejdere. Det oplyser regionens koncerndirektør Kurt Espersen til TV SYD.

- Det er et voldsomt antal, vi har været nødt til at kassere, fordi vores test har vist, at de ikke var gode nok, siger han.

- Det skal ses i lyset af et voksende behov for værnemidler under coronatiden og dermed en kraftigt øget efterspørgsel. Vi har dog hele tiden kunnet få nye leverancer af værnemidler, enten fra de samme leverandører eller fra andre firmaer, siger Kurt Espersen.

Skal kunne holde host, nys og blod ude

Region Syddanmark har ikke tjekket alle kasser med værnemidler, men har gennem stikprøver opdaget, at kvaliteten ofte ikke var i orden.

Mundbind og masker skal være så gode, at der ikke kan gå host, nys og blod gennem dem, for eksempel når læger og sygeplejersker bærer dem ved operationer og behandlinger.

I tre tilfælde annullerede man ordrer på over tre millioner værnemidler hver. Regionen har ikke selv destrueret de ubrugelige ordrer, men har fået leverandørerne til at afhente dem på regionens fjernlager, som du kan se et billede af øverst i artiklen.

Regionen har stævnet to leverandører

Desuden har regionen forlangt at få købesummen tilbagebetalt for de ordrer, der allerede var betalt.

Det lykkes i de fleste tilfælde, men der er enkelte tvister. Regionen har stævnet to leverandører for manglende tilbagebetaling, og der er forligsforhandlinger om en tredje ordre.

Desuden har to leverandører afvist af anerkende ophævelsen. Den ene har stævnet regionen, mens der forhandles med den anden.