Betroet medarbejder tilstår millionsvindel på sygehus

I 2019 blev en medarbejder på Sygehus Lillebælt politianmeldt for mistanke om millionsvindel med sygehusets midler. Nu kommer sagen for retten.

I 2019 blev en betroet medarbejder med 30 års ansættelse på Sygehus Lillebælt anholdt og sigtet for millionsvindel mod sin arbejdsplads. Den sigtede erkender nu at have oprettet falske fakturaer og indkøbt fiktive varer til sygehusene i Vejle, Kolding og Middelfart. Flere millioner kroner endte derfor i egen lomme. 

En ren tilståelsessag 

Mette Grith Stage er den tiltaltes forsvarsadvokat, og hun fortæller, at hendes klient vil tilstå senere på måneden, når retsmødet finder sted ved Retten i Kolding. 

 - Der er lagt op til, at sagen kører som en ren tilståelsessag. Det betyder i al sin enkelthed, at min klient erkender det, han er sigtet for, siger Mette Grith Stage. 

Ved tilståelsessager lægges der op til, at man ikke indkalder vidner. Det er derfor kun den tiltalte, der skal afhøres i retten. 

Mette Grith Stage oplyser, at sagen kan klares på et par timer i stedet for dage. 

Fiktive fakturaer og varer

Ifølge Vejle Amts Folkeblad, der har fået aktindsigt i retsmødebegæringen, er medarbejderen tiltalt for svindel for to millioner kroner. 

I retsmødebegæringen fremgår det desuden, at sygehuset betalte for et fiktivt lager, og at medarbejderen i en årrække har svindlet ved at lade som om, han udleverede udstyr til patienter, der ikke eksisterede.

Medarbejderen er sigtet for tre forhold i straffeloven

  • Ifølge oplysninger fra Vejle Amts Folkeblad er den betroede medarbejder sigtet for overtrædelse af tre forhold i straffeloven. Det drejer sig om §279, §286, stk. 2 og §155. 
  • "Straffen kan stige til fængsel indtil otte år, når de i §§ 278-280 og 283 nævnte forbrydelser er af særligt grov beskaffenhed navnlig på grund af udførelsesmåden, eller fordi forbrydelsen er udført af flere i forening, eller som følge af omfanget af den opnåede eller tilsigtede vinding, eller når et større antal forbrydelser er begået".

Sygehusdirektøren for Sygehus Lillebælt har tidligere fortalt til TV SYD, at de fik et tip fra nogle samarbejdspartnere om, at der foregik noget mistænkeligt.

- Det er først, da vi får adgang til mailkorrespondancerne, at vi kan begynde at se et mønster, som ikke har været muligt at se før, sagde sygehusdirektøren.

Det er ifølge Christian Sauvr en meget uheldig sag, som berører rigtig mange ansatte i organisationen.

- Jeg er rigtig ked af den her sag, og det er noget, der påvirker os alle sammen. Det er fuldstændig uacceptabelt, at en tidligere betroet medarbejder går bag vores ryg og tilsyneladende bevidst forsøger at snyde os, sagde Christian Sauvr.

Retsmødet kommer til at foregå mandag den 31. maj.