Brøler i millionklassen: Borger fik udbetalt op mod en halv million kroner for meget

221 borgere i Region Syddanmark har i dag fået udbetalt for meget i befordringsgodtgørelse, i alt 5 millioner kr.

Det er en fejl i et midlertidigt økonomiprogram, der har medført fejlen, som har betydet, at 221 borgere har fået udbetalt for meget i befordringsgodtgørelse for selv at køre til behandlinger i sundhedsvæsenet. 

Systemet har ganget beløbene med hundrede ved at flytte et komma to pladser. Den, der har fået mest, har fået en halv million kroner, hvor han skulle have haft 5000.

- Vi ærgrer os meget over, at vi ikke opdagede fejlen, da vi testede systemet, og vi ærgrer os endnu mere over, at vi nu skal til at ulejlige borgerne med at betale pengene tilbage, siger regnskabschef Johan Meyer, Region Syddanmark, til TV SYD.

Pengene skal betales tilbage

Pengene skal betales tilbage, og regionen har sendt brev ud til alle de berørte. Og regnskabschefen er fortrøstningsfuld i forhold til at få pengene tilbage.

- Jeg har været i det her i mange år, og folk har altid betalt, hvis de ved en fejl har fået for mange penge. Der er allerede nogle, der har ringet for at spørge, hvordan de skal gøre, fortæller regnskabschefen til TV SYD.