Cykelløb spærrer Den Gamle Lillebæltsbro på lørdag
Motionscykelløbet "Aarhus-Odense-København" vil lørdag betyde spærring af Den Gamle Lillebæltsbro samt øget trafik på den nye.
Den Gamle Lillebæltsbro vil være spærret i tidsrummet klokken 11:00-15:00, ligesom hele vejnettet i området ventes påvirket fra formiddagen til eftermiddagen, skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Der varsles samtidig kødannelser omkring Den Nye Lillebæltsbro, hvorfor man som trafikant anbefales at sætte ekstra tid af til sin tur.
Fællesstien på Den Gamle Lillebæltsbro vil dog være åben for fodgængere og cyklister.