En sidste næsepodning? I dag lørdag lukker alle hurtigtest-steder

Lørdag er sidste dag, hvor Carelink bidrager med hurtigtest i Region Syddanmark

Det er snart slut med, hvad der for nogen har været en kradsende boring og for andre en behagelig næserensning. 

Lørdag er nemlig sidste dag, hvor private udbydere udbyder hurtigtest, der i løbet af kort tid kan vise, om man er smittet med coronavirus. 

- Vaccinationerne har gjort deres arbejde. Smitten er lav, og vi har ikke behov for de mange hurtigtest mere. At vi pakker hurtigteststederne ned, er et meget tydeligt billede på, hvor godt det går med smitten herhjemme. Men vi følger pandemien nøje sammen med de andre myndigheder, og vi kan både skrue op for PCR-test og genindføre hurtigtest, hvis smitten skulle stige voldsomt igen, siger direktør i Styrelsen for Forsyningssikkerhed Lisbet Zilmer-Johns i en pressemeddelelse. 

I Region Syddanmark har virksomheden Carelink siden 1. februar i år stået for at foretage hurtigtest, men nu er samarbejdet altså slut. 

- Det, tænker jeg, er rigtig fint, fordi jeg ser jo med glæde, at vi i fællesskab har fået bugt med den pandemi, og det er det jo et udtryk for. Så det er jeg rigtig glad for, siger administrerende direktør Brian Rosenberg.

Stor lokal opbakning

I Vejen Kommune oplyser afdelingschef for sundhed og sammenhæng Anne Mette Dalgaard, at der er foretaget knap 185.000 hurtigst i kommunen siden begyndelsen.

- Vi har været meget glade for den store lokale opbakning fra borgerne, som har været flittige til at lade sig teste, og det gode samarbejde med haller og aktivitetscentre, der har lagt hus til, at testene kunne finde sted i så mange lokale områder, som det har været tilfældet. Og det vil vi gerne sige stort tak for, siger Anne Mette Dalgaard.

Helt slut med muligheden for at blive testet er det dog ikke. Flere centre med en PCR-test, der bliver taget i halsen, vil fortsat være åbne. 

Se et oversigtskort her.