Fædrebarsel møder blandet modtagelse: - Det er mere ligestilling for ligestillingens skyld

Tirsdag træder nye barselsregler, der øremærker 11 ugers barsel til far i kraft. Modtagelsen er blandet hos kommende fædre i Region Syddanmark.

Fra tirsdag er der pludselig lidt mere tid til bleskift, leg og samvær med den nyfødte, hvis man er far.

Tirsdag træder de nye barselsregler, der øremærker 11 ugers barsel til fædre, nemlig i kraft. 

Ligesom det hidtil har været, har fædre to ugers barsel, der skal holdes, lige når barnet er født, men derudover er der nu ni ugers barsel oveni, som skal holdes inden for det første år af af barnets liv. Ni uger, der går fra mødrenes barsel og går tabt, hvis ikke fædrene vælger at bruge dem.

Og modtagelserne er blandede.

- For mit vedkommende er det rigtig fint, fordi jeg har lyst til det, og vi er enige om det herhjemme, siger Nico Jacewicz Brix fra Ravsted, der med sin kone Rikke Breede Brix har termin på sit tredje barn til september.

- Jeg synes personligt, at det er superfint, at fædrene tager noget barsel, men jeg mener ikke, det skal være lovgivningen, der bestemmer det, siger Ditte Marie Brandstrup, der bor med sin mand Christian Hansen i Ansager og er højgravid med parrets første barn.

Ditte Marie Brandstrup og Christian Hansen er netop blevet gift og venter første barn om en uge. De ville gerne selv have været herre over barselsfordelingen.
Ditte Marie Brandstrup og Christian Hansen er netop blevet gift og venter første barn om en uge. De ville gerne selv have været herre over barselsfordelingen.
Foto: privat

Håbede på tidlig fødsel

Egmont Fonden har spurgt mænd mellem 18 og 40 år, om de vil benytte sig af den nye barselsorlov specielt til fædre.

Sammen med Region Sjælland er Region Syddanmark den region, hvor flest svarer, at de ikke ønsker at holde fædrebarsel. Det siger 21 procent af de adspurgte fædre.

Ditte Marie Brandstrup har temin 10. august, men hun har både troet og håbet på, at hun ville føde før 2. august, så familien ikke blev ramt af de nye barselsregler.

- Jeg har været meget stresset over det, fordi det påvirker vores familieliv meget, siger hun.

Hendes mand, Christian Hansen, arbejder fuld tid som pædagog, og ved siden af driver han et lille landbrug.

- Når han skal have vores datter i den periode, så er han nødt til at have hende med på arbejde i vores landbrug, forklarer Ditte Marie Brandstrup.

quote

Vi deler barslen som vi skal, og så må vi håbe, at vi får et barn, der sover nogle gode middagslure, så far kan arbejde imens

Ditte Marie Brandstrup, frisør og podcaster, Ansager

Far med stor F

Lige godt 100 kilometer fra Ditte Marie Brandstrup og Christian Hansens hjem, bor Nico Jacewicz Brix og Rikke Breede Brix sammen med deres to børn Merle og Mikkel. 

Ved begge børn har Nico Jacewicz Brix alligevel haft mellem ni og elleve ugers barsel, så familien har ikke personligt noget imod den øremærkede barsel til fædre.

Nico Jacewicz Brix havde lang barsel med både første og andet barn og glæder sig til samme model med tredje barn.
Nico Jacewicz Brix havde lang barsel med både første og andet barn og glæder sig til samme model med tredje barn.
Foto: privat

- Jeg har jo en mand, der er far med stort F, og rigtig gerne vil være sammen med sine børn, siger Rikke Breede Brix.

Alligevel deler både far og mor Ditte Marie Brandstrups holdning.

- Ulempen ved det her er, at folk ikke har et frit valg. Det er lidt en skam, at folk ikke selv kan få lov til at bestemme, hvis der er tilfælde, hvor far ikke kan tage barsel, siger Rikke Breede Brix.

Ligestilling - eller hvad?

De nye barselsregler har længe været undervejs, blandt andet som en stor del af ligestillingsdebatten.

Den nye model ser således ud.
Den nye model ser således ud.
Foto: Fagbevægelsens Hovedorganisation

Men hos begge familier er de ikke helt sikre på, at det er den rigtige måde at gribe det an.

- Det er superfint, at man gerne vil skabe et tættere forhold mellem far og barn, men det kræver jo også, at familien har mulighed for det. Det var en anden sag, hvis man havde givet far 11 uger oveni, men at fratage mig dem for at give dem til min mand, det synes jeg ikke, man kan sige er i ligestillingens navn, siger Ditte Marie Brandstrup.

- Det er mere ligestilling for ligestillingens skyld og ikke for vores skyld, siger Rikke Breede Brix, der holder fast i, at det ville være bedre for familierne selv at fordele barslen, nøjagtig som hun og manden har gjort med de to andre børn.

I familien Brix sætter de stor pris på, at børnene har lige tæt forhold til mor og far - blandt andet på grund af Nico Jacewicz Brix's lange barsel.
I familien Brix sætter de stor pris på, at børnene har lige tæt forhold til mor og far - blandt andet på grund af Nico Jacewicz Brix's lange barsel.
Foto: Privat

I Ravsted er der ikke nogen tvivl om, at de holder sig til den nye model, når tredje barn bliver født.

- I starten skal de jo bare skide, sove og spise, men senere får man rigtig meget ud af det. Jeg vil gerne være en del af det fra starten, siger Nico Jacewicz Brix, der glæder sig til september.

Også i Ansager kommer familien til at følge den nye model, men det er ikke uden betænkeligheder.

- Vi deler barslen, som vi skal, og så må vi håbe, at vi får et barn, der sover nogle gode middagslure, så far kan arbejde imens. Men det betyder også, at det bliver op ad bakke for mig arbejdsmæssigt, og at vores datter måske må starte i institution før, jeg egentlig ellers har lyst til, siger Ditte Marie Brandstrup.

De nye barselsregler

Alle gravide har fortsat ret til fire ugers graviditetsorlov før fødslen. Herefter følger 11 ugers øremærket orlov. Det er tre uger mindre end i de nuværende regler.


Far eller medmor får i den nye aftale ret til 11 ugers øremærket orlov. Det er ni uger mere end i dag.


Derudover får hver forælder 13 uger hver, som de frit kan dele mellem sig - altså 26 uger. Det er 6 uger mindre end i dag og skyldes den øgede mængde øremærkede orlov til den ikke-fødende forælder.


Afholdes de øremærkede uger ikke, bortfalder de.


Aftalen gælder kun lønmodtagere. Er man selvstændig, ledig eller studerende, kan man vælge at overdrage op til 22 uger til den anden forælder.


Kilde: Beskæftigelsesministeriet