FAKTA: Sådan fungerer EU-fondene og erhvervsstøtten

Håndtering af EU-støtte til udvikling og erhverv har i årtier været lagt ud regionalt. Nu vender det måske.

Det er 30 år siden, at den danske indsats for erhvervsfremme blev regionaliseret og lagt ud til landsdelenes erhvervsliv, myndigheder, uddannelsesinstitutioner at planlægge og gennemføre i fællesskab.

  • Tidligere blev al erhvervsfremme besluttet centralt, og man skulle søge om de midler, der var til rådighed, hos staten og EU.
  • Baggrunden for den regionale forankring var nye EU-regler, som Danmark og de øvrige lande tilsluttede sig i 1988.
  • Fremover skulle midler fra de såkaldte EU-strukturfonde gå til regioner med særlige udfordringer for at bidrage til vækst og udvikling.
  • Derfor har Danske Regioner også netop henvendt sig til EU-Kommissionen for at høre, om en ny centralisering af strukturmidlerne hos staten overhovedet er lovlig
  • Strukturfondsmidlerne er opdelt i to puljer:
  • Socialfonden med penge til kompetenceudvikling, flere faglærte og adgang til kvalificeret arbejdskraft.
  • Regionalfonden med midler til innovation og videnssamarbejde og rådgivning af virksomheder.
  • I dag kan både de seks regionale vækstfora (i de fem regioner plus Bornholm) og Erhvervsstyrelsen (staten) lave programmer, som man kan søge penge fra. Typisk mod at yde en medfinansiering på 50 procent.
  • Politisk efterlyses nu et mere enkelt og effektivt erhvervsfremmesystem. Et ekspertudvalg barslede derfor for nylig med 26 anbefalinger.

Kilder: Erhvervsstyrelsen, Danske Regioner

/ritzau/