Fødselslæge vandt en million til stor undersøgelse om livstruende svangerskabsforgiftninger

Hvert år rammes 2.500 gravide danske kvinder af svangerskabsforgiftning. Nu har et forskningsprojekt i Esbjerg givet ny viden om, hvad der sker i kroppen på de kvinder, der rammes. Men hvorfor det sker, er stadig et mysterium.

I 2019 dryssede store mængder konfetti ned over en storsmilende, men også lidt vantro Anne Cathrine Godtfredsen den aften for snart fire år siden.

Fødselslægen sikrede sig en million kroner igennem TV SYDs og TV 2 Fyns projekt 'Et Sundere Syddanmark', hvor seere fra de to regioner mente, at hendes projekt om svangerskabsforgiftning skulle støttes økonomisk.

Kameraerne blitzede og mikrofoner stod i kø:

- Det er så vigtigt. Med den her million kan vi lynhurtigt komme i gang med projektet. Og jo hurtigere vi kommer i gang, jo hurtigere kan vi finde årsagen til svangerskabsforgiftning. Jeg er dybt taknemmelig.

Sådan så det ud, da Anne Cathrine Godtfredsen vandt en million kroner i 'Et Sundere Syddanmark' i 2019.
Sådan så det ud, da Anne Cathrine Godtfredsen vandt en million kroner i 'Et Sundere Syddanmark' i 2019.
Foto: TV SYD


Hvorfor mig?

Taknemmeligheden gjaldt ikke kun Anne Cathrine Godtfredsen selv.

Den gjaldt de mange gravide, som rammes af svangerskabsforgiftning, og som aldrig kan få et svar på hvorfor? Hvorfor skete det for mig?

Pengene fra 'Et Sundere Syddanmark' blev omgående sat i arbejde for at finde svar på netop dét spørgsmål.

Flere end 200 gravide undersøgt

Pengene blev brugt på at sammenligne 117 gravide med svangerskabsforgiftning med en kontrolgruppe på 117 gravide uden svangerskabsforgiftning.

quote

Vores resultater indikerer, at et komplekst reaktionsmønster i blodet er påvirket ved svangerskabsforgiftning

Anne Cathrine Godtfredsen, fødselslæge og forsker, Syddansk Universitetshospital, Esbjerg

Anne Cathrine Godtfredsen, som til daglig er fødselslæge og forsker på Syddansk Universitetshospital i Esbjerg, har undersøgt de 234 gravide kvinders blod i håb om at finde svar på, hvilken rolle et komplekst reaktionsmønster i blodet og et særligt protein fra moderkagen, der har en tendens til at folde sig forkert, har for udvikling af svangerskabsforgiftning.

Kan ses i blodet

Og det har givet forskerne ny viden om, hvad der sker i kroppen.

- Vores resultater indikerer, at et komplekst reaktionsmønster i blodet er påvirket ved svangerskabsforgiftning. Så vi ser en forskel, når vi sammenligner gravide med svangerskabsforgiftning med raske gravide kvinder, fortæller Anne Cathrine Godtfredsen.

quote

Vi bidrager med små brikker til puslespillet, og så forhåbentligt en dag har vi nok brikker til at kunne lægge det

Anne Cathrine Godtfredsen, fødselslæge og forsker, Syddansk Universitetshospital, Esbjerg

Det, forskningen endnu ikke har givet svar på, er, om de forskelle, man ser i blodet hos gravide med og uden svangerskabsforgiftning, skyldes forgiftningen – eller om de er årsag til, at forgiftningen udvikler sig.

- Det er det næste spørgsmål, vi skal finde svar på, siger Anne Cathrine Godtfredsen.

Hvor langt er man fra at finde en forklaring på, at svangerskabsforgiftninger opstår?

- Det er et godt spørgsmål. Det kan jeg ikke give en tidshorisont på. Jeg kan bare se, at vi bidrager med små brikker til puslespillet, og så forhåbentligt en dag har vi nok brikker til at kunne lægge det.

Større projekt nødvendigt

Anne Cathrine Godtfredsens håb er, at komme nærmere på at kunne forudsige, hvilke kvinder der rammes af sygdommen.

- Men det vil kræve, at der laves et større studie, som følger kvinder fra starten af - eller gerne før - graviditeten, og gerne følger op på de kvinder, der rammes af svangerskabsforgiftninger efter endt graviditet, siger Anne Cathrine Godtfredsen.

Det er et af de projekter, hun håber at kunne rejse penge til som næste skridt i arbejdet på at lægge svangerskabsforgiftningernes store puslespil.

quote

Det kan måske betyde, at vi finder kvinderne endnu tidligere i graviditeten og kan sætte ind med forebyggende behandling, så vi undgår at skulle forløse børnene alt for tidligt

Anne Cathrine Godtfredsen, fødselslæge og forsker, Syddansk Universitetshospital, Esbjerg


En lille brik i et stort puslespil

Anne Cathrine Godtfredsen fortæller, at den danske svangreomsorg i dag fanger kvinder med svangerskabsforgiftninger i forbindelse med regelmæssige målinger af blodtrykket og proteinindholdet i urinen.

- Mit håb er, at min forskning er en lille brik i det store puslespil med henblik på, at vi i fremtiden finder forklaringen på, hvorfor sygdommen opstår. Det kan måske betyde, at vi finder kvinderne endnu tidligere i graviditeten og kan sætte ind med forebyggende behandling, så vi undgår at skulle forløse børnene alt for tidligt, siger Anne Cathrine Godtfredsen.

Om projektet

  • I 2019 vandt Anne Cathrine Godtfredsen førstepræmien på 1 million kr. i forskerkonkurrencen Et Sundere Syddanmark og vandt dermed penge til sin forskning i svangerskabsforgiftning. Et Sundere Syddanmark er arrangeret i samarbejde mellem Region Syddanmark, SDU, TV 2/Fyn og TV SYD.

  • Projektet har også modtaget støtte fra Lida Oskar Nielsens Fond, Esbjergfonden, Gangstedfonden og Region Syddanmark.

  • Projektet er gennemført ved Enheden for Tromboseforskning ved Klinisk Diagnostisk Afdeling og Afdeling for Kvindesygdomme og Fødsler ved Esbjerg Sygehus, Syddansk Universitetshospital, og Institut for Regional Sundhedsforskning, Syddansk Universitet, i samarbejde med Afdelingen for Graviditet, fødsel og barsel på Odense Universitetshospital.

    (Kilde: Region Syddanmark)