Michael Jørgensen fra Grindsted havde det hele. Men efter en ulykke kunne han ikke bruge sine ben. I stedet brugte han sine arme til at blive en af verdens bedste paraatleter. Og så blev han knaldet for doping.

Af: Alexander Klemp

Michael Jørgensen var en af verdens bedste paraatleter i håndcykling. Men det hele var ved at forsvinde mellem fingrene på ham. Han havde afleveret to positive dopingprøver.

Den 19. juni 2020 fik han en mail med dommen. Den hårdeste sanktion på fire års udelukkelse fra sin sport.

Mens han lå på sofaen med sin kone Rikke og mærkede en knugende følelse i maven, ringede telefonen igen og igen. Det var journalister. Nyheden var ude.

Det hele forsvandt. Karrieren. Respekten. Troværdigheden. Resultaterne. De rullede gardinerne for og anede ikke, hvad de skulle gøre udover at græde.

Det her er historien om den tidligere paraatlet Michael Jørgensen, som for ti år siden mistede førligheden i en ulykke. Bagefter trænede han sig op til at være en af verdens bedste til håndcykling, hvorefter han mistede det hele, mens han var på toppen.

TV SYD besøgte ham i 2016. Nu har TV SYD igen besøgt Michael Jørgensen for at finde ud af, hvordan han håndterede at miste førligheden for derefter at kæmpe sig op til at være en af verdens bedste for til sidst at miste det hele på et øjeblik.

Det hele begyndte for ti år siden.  

Michael Jørgensens liv gik godt for ti år siden. Han boede i Grindsted og var glad for sit arbejde som smed. Han voksede op på landet og elskede at være aktiv udenfor. Han gik ofte på jagt med riffel og fiskede.

Han var lige blevet gift, havde to døtre på to og fire år, og hele familien boede i det hus, som Michael havde renoveret.

- Jeg var glad, og det hele kørte bare. Alt hvad jeg lavede dengang, var jeg pissegod til, siger Michael Jørgensen.

Han løb hurtigere end de fleste, og han nød at presse sin krop, til han smagte blod. En mand med selvtillid og handlekraft.

Det havde han også, da han skulle prøve den morgengave, som hans daværende kone havde foræret ham efter brylluppet. En dag med fuld fart på en motocrossbane, hvor man fræser over flyvehop og stejle sving på en motorcykel.

Han skyndte sig at tage sikkerhedsudstyr på. Hjelm, dragt, støvler, handsker og et særligt skjold til at beskytte ryggen. Det var første gang, at Michael prøvede at køre på en indendørs bane. Det var sværere, end han havde regnet med. 

- Jeg kunne faktisk ikke styre motorcyklen og ville stoppe, men min kammerat overtalte mig til at tage en sidste tur, siger Michael.

Det blev Michaels sidste sekunder med fuld førlighed.

På vej ind i et højresving satte gashåndtaget sig fast, og motorcyklen med Michael på blev propelleret op ad kanten, hvor han fortsatte op ad en træplade, til han nåede fire-fem meter op i luften.

Mens han svævede mellem den hårde lerjord og hallens loft, fløj en tanke gennem hans hoved.

- Det her kommer til at gøre mega ondt.

Han krøllede sig sammen og landede hårdt. Skjoldet, som skulle beskytte hans ryg, ramte hans øverste lændehvirvel. Bagefter prøvede han at bevæge sig, men det var kun hans arme, som bevægede sig. Benene rokkede sig ikke.

Han var lam på stedet. Den 3. december 2011.

På hospitalet fik han den besked, ingen vil have.

- Lægen sagde til mig, at jeg aldrig ville mærke eller bevæge noget syd for navlen igen.

Morfinen drænede Michaels opmærksomhed, så beskeden sivede ikke ind. Derfor havde han også overskud til at fortælle sin grædende mor, at det nok skulle gå.

Der gik ikke mange uger, før Michael gik i gang med genoptræningen. Jagten efter blodsmagen i munden var hans superkraft. Det pressede ham til at give sin krop noget at styrke sig på. Men han skulle også vænne sig til livet i kørestol.

- Jeg har altid været meget genert, og jeg hader at komme i en kørestol. Jeg føler, at alle kigger på mig. Jeg er nem at genkende, og det hader jeg, siger Michael.

Men lige pludselig kunne han sprælle lidt med benene i kørestolen.

Knap en måned efter ulykken tog Michael sine første skridt, selvom hans fodled var helt slappe. Hans mave og tarmregion led også skade under ulykken, men som tiden gik, fik han mere og mere følelse tilbage. 

Hans selvtillid voksede, og små fremskridt gjorde ham euforisk. Uge efter uge tæskede han sine ben hurtigere og hurtigere rundt på en træningscykel. Han kunne bevæge benene, men der var stadig lang vej til rent faktisk at bruge dem.

I genoptræningscentrets kælder stod kørestole og rollatorer. Bagerst holdt en maskine, som Michael aldrig havde set før. Det var en håndcykel. 

Michael begyndte at tage ture på håndcyklen. På dét tidspunkt vidste han ikke, at det ville få en afgørende rolle i de år, som skulle gå.

Inden ulykken ville han have sværget på, at det at blive lam ville ødelægge hans liv for altid. 

Men Michael fik i stedet et overlevelsesgen, hvor det gav ham energi at finde den næste ting at stræbe efter. Først at gå med krykker, så at gå på jagt og så ud at fiske.

- Jeg troede i starten, at det var benene, som betød alt. Men det var det ikke. Jeg red bare på en bølge af, at alt gik godt. For ellers kan man sige, at jeg kom hjem til kaos, siger Michael.

Hans kone blev til ekskone og rejste, så Michael var alene i huset med de to døtre på to og fire år hver anden uge. 

Han kunne ikke passe sit arbejde som smed. Det plagede ham. Langsomt gav han slip på flere og flere ting fra sit gamle liv, som han ikke kunne mere.

Imens kæmpede han med en tanke, som han blev ved med at vende tilbage til.

- Jeg spekulerede allermest på, at der ikke var nogen, som ville have mig, når jeg sad i kørestol.

Så var det, at han mødte sin faste fysioterapeut Rikke til genoptræning i sin hjemby Grindsted. 

De to havde en forbindelse, som hjalp Michael med at fokusere på sin træning og blive bedre og bedre.

Det var der også brug for. For da han var kommet hjem, fik han et opkald fra Parasport Danmark, som er et specialforbund under Dansk Idrætsforbund, der varetager idræt for mennesker med handicap. Mennesker som Michael. De såkaldte paraatleter. 

De spurgte, om der var en sport, Michael havde lyst til at dyrke. Han tænkte på den håndcykel, han drønede rundt på til sin genoptræning. I håndcykling er der byttet rundt på arme og ben, så det er armene, der skaber fremdrift, mens benene drejer hjulet. 

Michael var skabt til sporten. Han elskede at træne og presse sig selv meget. Dét talent havde båret ham frem før ulykken, og da han skulle lære at gå igen. Og nu var talentet hans ven igen. 

Men der var også en anden ting, som betød noget særligt.

- Når jeg sidder på cyklen, kan jeg ikke mærke, at mine ben fejler noget. Der kan jeg præcis det samme som alle andre. Der var så mange ting, jeg ikke var god til. Men på cyklen var jeg én af verdens bedste. Den følelse er god, siger Michael.

Han tæskede rundt på sin cykel i flere og flere løb i håndcykling. Først i Danmark, men så internationale løb i Frankrig, Italien, Abu Dhabi og andre steder. Nogle løb var under Parasport Danmark. Resten betalte han selv for at deltage i.

Fra begyndelsen kom han tæt på podiet. Så kom han i top tre. Næsten hver weekend var han til løb et eller andet sted i verden. Det førte til, at han i 2017 kom i Antidoping Danmarks prioriterede testgruppe, som omfatter omkring 90 eliteidrætsudøvere, som er under særligt fokus. Blandt andre er svømmeren Pernille Blume, roeren Rene Poulsen og paraatleten Daniel Wagner med i gruppen.

Michael mener, at han kom i den prioriterede testgruppe, fordi han i 2017 købte et kosttilskud, som indeholdt det forbudte stof RAD140.

Det største øjeblik skete, da han vandt DM i 2017. Han satte også en verdensrekord på marathondistancen i 2019, da han tilbagelagde 42 kilometer på 57 minutter og seks sekunder. Året forinden havde han repræsenteret Danmark ved de Paralympiske Lege (forkortet PL, red.) i Rio. Han vandt DM to gange mere.

Han fandt også kærligheden igen. Hans forhold til sin tidligere fysioterapeut udviklede sig til et kæresteforhold, og Rikke var altid med på sidelinjen, når Michael kørte løb. De byggede et nyt hus sammen i Grindsted og bragte deres familier sammen.

Efter en livsændrende ulykke havde Michael fundet sig selv igen ved at gøre ting, som han var rigtig god til. Han havde vundet titler og sat rekorder. Hans næste mål var PL i Tokyo i 2021. 

Han havde hjemmet på plads. Han uddannede sig til mekanisk konstruktør, hvor han designede tankbiler. Det hele kørte bare igen.

Men så ændrede alt sig. 

Mens Michael præsterede på asfalten, mærkede han, hvordan der blevet koldere og koldere på toppen af sporten. Tidligere venner faldt fra, og konkurrencen blev hårdere. Til et løb i Berlin fik han en knytnæve i ansigtet, som slog hans briller af.

- Cykelløb er en krig og egoistsport. Jeg var venner med alle i begyndelsen, men så begyndte folk at holde kortene tæt til kroppen. Til sidst gjaldt det bare om at køre fra dem alle sammen og så komme hjem igen.

Derudover følte Michael, at det var hans præstationer, som drev landsholdet i håndcykling, men at han ikke fik den nødvendige sparring og rådgivning til sin træning.

- Det irriterede mig voldsomt, siger Michael.

Så han besluttede sig i 2019 for, at efter PL i Tokyo i Japan i 2020 vil han indstille karrieren. Han var træt af de mange rejser hver weekend og at skulle oplyse til Antidoping Danmark, hvor han var henne, og hvad han lavede. Det hang ikke sammen med hans arbejde.

På dét tidspunkt vidste Michael ikke, at Tokyo først ville blive afholdt i 2021 på grund af pandemien. Han vidste heller ikke, at han aldrig ville få mulighed for at sætte sin fod i Japan.

I september i 2019 fik Michael en mail fra Antidoping Danmark. Det viste sig, at der var fundet det ulovlige stof SR9009 i to urinprøver, som Michael havde afleveret den 24. juni og 3. juli samme år uden for konkurrence.

- Jeg tænkte bare: Hvad fuck sker der!? siger Michael.

At blive testet positiv for forbudte stoffer kan få alvorlige konsekvenser for karrieren. Michael forstod ingenting. Det måtte være en fejl. Han antog, at det stammede fra de kosttilskud, han spiste.

To dage senere stod han hos Antidoping Danmark i Brøndby med alle sine kosttilskud under armen.

Han husker det efterfølgende møde som et forhør.

- De ville ikke teste mine kosttilskud, fordi de var åbnet. Jeg var fuldstændig slået bagover og klar over, at nu brændte det, siger Michael.

Han meldte afbud til VM i Holland, som var to dage senere.

I stedet flygtede han og Rikke til den spanske ø Fuerteventura. Alle muligheder for at løfte bevisbyrden blev vendt. Han sendte alt, hvad han kunne til Antidoping Danmark.

- Det var en følelse af afmagt. Det var lige meget, hvad jeg sagde. Der var to positive prøver fra den uge. Hvis jeg ikke kunne modbevise det, så havde jeg et problem.

Det var Antidoping Danmark enig i. Den 19. juni 2020 fik Michael sin dom. Fire års udelukkelse fra al konkurrence i sport for doping. Der blev lagt vægt på de to positive urinprøver og det indkøbte kosttilskud i 2017 med det forbudte stof. 

Det var her, denne historie begyndte. Det var her, Michael mistede alt, hvad han havde arbejdet for på håndcyklen. 

- Det, som gjorde mest ondt, var, at folk tænkte, at det var derfor, jeg var god. Jeg havde levet så dedikeret med træning på minuttet, diæter og næsten ingen alkohol i syv år. Det var fuldstændig urimeligt, at jeg fik den største straf, siger Michael.

Var du uskyldig?

- Ja, det var jeg. Jeg havde stoffet i mig, men jeg aner ikke, hvor det er kommet fra. Jeg skulle have været mere opmærksom, men det har ikke påvirket mine resultater. Jeg antager, at det kom fra nogle af mine kosttilskud, siger Michael.

Han var på nippet til at lægge karrieren på hylden og var allerede begyndt at holde foredrag om at cykle. Han manglede bare lige at have Tokyo med. Men han nåede aldrig at sætte sine ben i Japan.

Cykelkarrieren var slut. 

I dag er Michael stadig udelukket fra at konkurrere i sport. Det er han indtil juli 2023. Men han er færdig med at konkurrere i håndcykling. Det er han helt afklaret med. 

Det var hårdt at præstere næsten hver eneste weekend og så møde på arbejde mandag morgen. Pengepræmierne var små og symbolske. 

- Jeg cykler stadig meget, men savner overhovedet ikke at cykle løb. Det var ikke det værd. 

Han er vred over, at paraatleter bliver behandlet som amatører under konkurrence, men bliver behandlet som professionelle ved mistanke om doping.

Han kan dog også godt forstå, at Parasport Danmark blacklistede ham og erkender, at han afleverede positive prøver.

- Det kan jeg sagtens forstå. Men jeg synes, at der skal være et sikkerhedsnet med psykologhjælp eller rådgivning bagefter. Jeg havde familie og arbejde, men for andre er det hele deres liv. Det er hele deres eksistensgrundlag, som bliver trukket væk. Nogle har ikke andet, siger Michael.

Den 3. december 2021 var det ti år siden, at han mistede førligheden i sine ben på motocrossbanen. Det første år udviklede han sig meget i benene, men så gik det i stå. 

I dag føles benene normale fra livet og til knæene på forsiden. Under knæet og på bagsiden af benene kan han stort set ikke mærke noget. I hans drømme går han oprejst, men han ved, at det aldrig kommer til at ske igen.

Nu bruger han tiden på at indhente det forsømte ved at gå på bukkejagt og fisketure. Han er glad og nyder, at han ikke lever et planlagt liv med fokus på kost og timevis af træning.

Han har også erkendt, at livet er lettere for ham, når han bruger sin kørestol.

Ulykken er stadig den hændelse, som påvirkede hans liv mest.