Forskere vil undersøge mystiske drab på marsvin
Flere marsvin er over sommeren døde efter mødet med en delfin. Derfor vil forskere nu holde øje med samspillet mellem de to arter i det danske farvand.
Den 15. august dræbte en delfin et marsvin i Lillebælt, og den 3. september blev yderligere to marsvin fundet døde ved Hyby Strand ved Fredericia.
Det vides endnu ikke, om delfiner var gerningsdyret i begyndelsen af måneden. Uanset hvad er sammenstødet mellem de to dyr ikke et enkelttilfælde.
Biologer fra Syddansk Universitet, Fjord&Bælt og Danmarks Tekniske Universitet har dokumenteret, at en delfin også har dræbt to marsvin i Svendborgsund.
Derfor har forskerne sat sig for at følge samspillet mellem de to vanddyr i de danske farvande.
Forskerne vil med hjælp af undervandsmikrofoner holde øje med, om marsvin bliver fortrængt. For der foregår formentligt mange flere drab end de to dokumenterede, mener forskerne.
Forsker på SDU Magnus Wahlberg understreger dog, at de danske marsvin ikke står på kanten af udryddelse - selvom man måske ser færre i vandet.
- Det er selvfølgelig en ekstra ting, marsvinene skal være opmærksomme på, at der nu er delfiner i farvandet. Når delfinerne er der, holder marsvinene sig væk, siger Magnus Wahlberg.