En post, som Stephanie Lose har bestredet siden 2015.
For efter planen skal hun være minister igen, og når det sker, så kan der vælges en ny formand til regionsrådet.
Da Stephanie Lose lørdag blev genvalgt som næstformand i Venstre, var det endnu et skridt i retningen af, at der snart skal skiftes ud på posten som formand for regionsrådet i Region Syddanmark.
En post, som Stephanie Lose har bestredet siden 2015.
For efter planen skal hun være minister igen, og når det sker, så kan der vælges en ny formand til regionsrådet.
Da Stephanie Lose vikarierede som økonomiminister i forbindelse med Jakob Ellemanns halve år lange sygemelding fra februar til august i år, blev Bo Libergren (V) valgt som stedfortrædende regionsrådsformand.
Han fortæller nu, at det kom som en stor overraskelse for ham, da Stephanie Lose i oktober annoncerede, at hun vil indtræde som minister i regeringen i forbindelse med et genvalg.
- Jeg havde regnet med, at hun ville blive i Region Syddanmark, fordi jeg vidste hvilken kærlighed, hun har til arbejdet. Så det at hun accepterede tilbuddet kom som en overraskelse for mig, siger Bo Libergren.
Det er selvsamme Libergren, som nu står til at blive den nye formand for regionsrådet.
Selv vil han dog ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt.
- Jeg går ud fra, at jeg bliver valgt, fortæller han og henviser til de politiske aftaler, der er lavet i regionsrådet, og som har gjort at Venstre og Stephanie Lose indtil nu har siddet på formandsposten.
Når Stephanie Lose bliver udpeget som ny minister, vil regionsrådet på næstkommende regionsrådsmøde tage stilling til, hvem der skal være ny formand.
Såfremt Bo Libergren bliver ny regionsrådsformand, vil han ikke gøre noget "radikalt anderledes" end Stephanie Lose.
- Selvfølgelig vil der være enkelte ting. Der er måske en stilforskel, men som udgangspunkt er der ikke noget, hvor jeg tænker, at det skal virkelig gøres anderledes, siger han.