Hver sjette kvinde i Syddanmark møder ikke op til kræftundersøgelse

Det er vigtigt, at kvinder møder til brystkræftundersøgelse for at fange sygdom i tide, siger regionsformand.

Mange kvinder møder ikke op til deres regelmæssige undersøgelse for brystkræft.

Tal fra Region Syddanmark viser, ifølge DR, at det i første halvdel af 2021 var 16 procent af kvinderne, som udeblev fra deres aftalte tid. I hele 2018 gjaldt det for omkring ni procent.

Ifølge Poul-Erik Svendsen (S), der er formand for Sundhedsudvalget i Region Syddanmark, står regionen ikke alene med problemet. Det er en landsdækkende tendens.

Men han har ikke nogen forklaring på, hvorfor kvinderne udebliver.

- Der bliver jo opdaget en del kræft ved screeningerne. Noget af det så tidligt at det kan helbredes. Så det er da ualmindelig dumt at blive væk, siger Poul-Erik Svendsen til DR.

Udvidet åbningstider

Det er cirka hvert andet år, at raske kvinder mellem 50 og 69 år skal indkaldes til en screening for at undersøge, om de er ved at udvikle brystkræft.

Undersøgelsen skal foretages regelmæssigt og inden for tidsfristen, da det kan øge chancerne for at finde kræfttilfælde, inden sygdommen bliver livstruende.

Bjarne Dahler Eriksen, der er lægefaglig direktør på Odense Universitetshospital (OUH), siger til DR, at det er vigtigt, at kvinderne husker at afbestille deres tid. Det vil gøre det muligt at sikre, at flere kvinder bliver screenet i tide.

Poul-Erik Svendsen siger, at Region Syddanmark i et forsøg på at få flere kvinder til at møde op til den aftalte undersøgelse har sat ekstra 400.000 kroner i næste års budget til at udvide åbningstiden for mammografiscreening.

De nye åbningstider betyder, at kvinder i Syddanmark kan blive undersøgt frem til klokken 18.00 mindst en dag om ugen.

- Det er jo frivilligt, så oplysning er vigtigt. Vi må klø på med informationen, siger Poul-Eriksen Svendsen.

/ritzau/