TV der bevæger dig

K-forslag: 130 ekstra læger om året skal afhjælpe lægemangel

Knap 14.000 i Syddanmark har ikke deres egen familielæge. Det problem vil De Konservative nu løse ved at uddanne mange flere læger.

Der skal uddannes 130 flere læger om året fra 2022 og fem år frem. Det skal sikre fremtidens sundhedsvæsen. Det foreslår Niels Flemming Hansen, folketingsmedlem for De Konservative.

Den praktiserende læge tager sig af stort og småt, når det kommer til vores helbred. Om det er en forkølelse, vacciner, dårligt knæ eller noget helt andet, så er det den praktiserende læge, der er vores første møde med sundhedsvæsenet. Nogle er så heldige, at de har en fast, praktiserende læge, de kan komme til hos hver gang, helbredet skranter.

- Vi kender i min familie til værdien af at have en familielæge, siger Niels Flemming Hansen, folketingsmedlem for De Konservative til TV SYD lørdag.

Men det er ikke alle, der er så heldige. Problemet er reelt. 14.000 mennesker i Syddanmark har ikke nogen familielæge. Det vil Niels Flemming Hansen og De Konservative rette op på ved i seks år at uddanne 130 flere læger om året - det bliver til 780 ekstra læger i alt.

Sådan som lægeuddannelse fungerer, skal der tages 130 ekstra studerende ind på grunduddannelse, og så skal der sikres lige så mange uddannelsespladser indenfor almen praksis, når de studerende skal vælge speciale. Det vil sige, at der skal være uddannelsespladser hos praktiserende læger rundt om i landet. 

- Vi tror på, at vi kan få flertal for vores forslag i Folketinget. Jeg kan ikke se, hvorfor nogen ved deres fulde fem skulle stemme mod det her, hverken på højre eller venstre side af salen, siger Niels Flemming Hansen.

Glade læger

De praktiserende lægers organisation, PLO, er begejstret.

- Vi er rigtigt glade for forslaget. Vi har beregnet, at der skal bruges 400 nye læger om året, og det kommer til at passe med de 130 ekstra læger, siger Peter Barkholt, formand for PLO i Syddanmark.

Nu er det jo ikke sikkert, at de nyuddannede praktiserende læger vælger at slå praksisrødder i yderområderne, men det har forslagstilleren også tænkt på.

- Vi skal nok gøre noget mere for at markedsføre vores område og vise, hvor kønt der er i Sønderjylland, og vi skal måske arbejde for at få nogle flere lægehuse, hvor der er tandlæger, fysioterapeuter, læger og andet sundhedspersonale, for at gøre det mere attraktivt at slå sig ned hos os, fortæller Niels Flemming Hansen.

Lægerne skal nok være der

PLO formanden Peter Barkholt er fortrøstningsfuld uden betingelser.

- Hvis vi uddanner 400 nye læger om året, så skal der nok være praktiserende læger nok til yderområder, siger Peter Barkholt.

Og sagen er alvorlig nok.

- Hvis vi ikke får flere praktiserende læger, så kommer den nye sundhedspolitik slet ikke til at fungere (hvor de praktiserende læger overtager en del opgaver fra sygehusene, red.), siger Peter Barkholt.