Lægehuse vil tilbyde sårbare vaccination

Praksislæger efterlyser adgang til vaccinationsregister og mulighed for selv at vaccinere.

Praktiserende læger ønsker systematisk adgang til Det Danske Vaccinationsregister, så de kan følge, hvilke af deres patienter der mangler at blive vaccineret mod corona.

Samtidig vil lægerne have mulighed for selv at vaccinere - enten i lægehuset eller i særlige tilfælde hjemme hos patienten.

Det vil sikre, at flere udsatte og sårbare bliver beskyttet inden efteråret, siger Bolette Friderichsen, der er næstformand i Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM).

- Vi ved, at mange af dem, der ikke er vaccinerede, gerne vil. De får det bare ikke gjort, fordi noget står i vejen. Måske har de ingen computer, eller måske kan de ikke overskue at skulle hen i et vaccinationscenter, siger hun.

Selv hjalp hun i sidste uge i sin praksis i Hobro en psykisk syg patient med at bestille tid. Han kunne ikke huske adgangskoden til NemID. En anden patient kunne ikke booke, fordi han er uden fast adresse.

- Nu håber jeg så bare, at det lykkes dem at møde op på vaccinationscentret. Det ville være optimalt, hvis jeg også selv lå inde med vaccinerne.

Ud over at enkelte ikke bliver vaccineret, er der områder i landet, hvor det gælder større grupper.

For eksempel i Gellerup i Aarhus og Vollsmose i Odense.

Her har mellem 35 og 40 procent af dem, der er indkaldt til vaccination, ikke bestilt tid, viste tal i sidste uge. Til sammenligning er gennemsnittet på landsplan 12,5 procent.

Ønske møder bred opbakning

Ifølge persondataforordningen må de praktiserende læger kun slå patienter op i registret, hvis patienten er til stede i konsultationen, eller hvis det er aftalt i forbindelse med en behandling.

Det er oplagt at give lægerne adgang til at få et generelt overblik. Det mener Marie Nørredam, der er professor MSO på Københavns Universitet og formand for Dansk Selskab for Indvandrersundhed.

- Det er jo helt frivilligt, om man vil vaccineres. Men vi må prøve forskellige fremgangsmåder for at få flere sårbare med, og jeg tror, at vi kan nå nogen af dem, hvis lægerne får mulighed for at opsøge dem direkte.

Også Jens Lundgren, der er professor i infektionsmedicin på Rigshospitalet, støtter lægernes ønske.

- Der er uden tvivl nogle mennesker, der føler sig fremmedgjorte i massevaccinationsprogrammet. Derfor kunne det være oplagt at lade de praktiserende læger spille en mere central rolle. De har ofte et nært kendskab til deres patienter.

Men han peger på, at det - ud over en ændring i persondataforordningen - er op til Sundhedsstyrelsen at vurdere, om vaccinationsstrategien skal ændres.