Efter 6,6 millioner næsepodninger gør direktør status: - Vi besejrede coronaen i fællesskab

Lørdag lukker samtlige hurtigteststeder, der er udbudt af private virksomheder.

Det var en næsten vanvittig opgave, da Carelink vandt udbuddet om at levere hurtigtest i Region Syddanmark i kampen mod coronapandemien. 

Sådan beskriver den administrerende direktør, Brian Rosenberg den opgave, han har stået i spidsen for at løse siden februar i år.

Men lørdag er sidste dag, hvor der udbydes hurtigtest, som på kort tid kan vise, om man er smittet med coronavirus. Nedskaleringen skyldes få smittede, og at mange er færdigvaccineret.

- Det har hele vejen igennem været en sjov og spændende opgave og vanvittig meningsfuld, for vi havde jo en fælles fjende, der skulle bekæmpes. Og vi er vanvittigt stolte over vores bidrag, siger Brian Rosenberg.

Det er nu heller ikke i småtingsafdelingen, hvad der har skullet gøres, siden Carelink overtog opgaven fra Falck. 

I den periode har Carelink-podere podet cirka 6,6 millioner gange, haft 160 forskellige teststeder og ansat rundt regnet 3.500 medarbejdere. Men her på sidstedagen er der 40-50 medarbejder tilbage til at udføre de sidste tests.

- Det er vemodigt, den vej rundt at jeg selvfølgelig skal sige farvel til nogle vanvittigt dygtige og engagerede medarbejde, som har givet deres liv og sjæl til det her. Men jeg er samtidig fyldt med en stor glæde, fordi 'we did it’, vi besejrede coronaen i fællesskab, siger direktøren.

En god forretning

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været en god forretning for den private virksomhed at være udbyder af hurtigtest, lyder det fra direktøren. 

-  Vi har omsat over 800 millioner kroner siden 1. februar. I 2020 omsatte vi for 400 millioner, så det er jo klart, at når vi øger omsætningen med så mange penge, så er det en god ting for en privat virksomhed som vores, siger Brian Rosenberg.

Han hæfter sig dog ved den høje kvalitet, som han mener, at virksomheden har kunnet stå på mål for, som det vigtigste i forløbet.

- Det, der fylder mest for mig, udover det naturlige at tjene penge som privat virksomhed, er, at vi har haft Datatilsynet, Styrelsen for Patientsikkerhed og andre styrelser på besøg, og vi er kommet igennem uden anmærkninger. Det er vi vanvittigt stolte af, siger Brian Rosenberg. 

Når hurtigteststederne lukker ned, vil der fremadrettet være mulighed for at blive PCR-testet på Region Syddanmarks egne teststeder.

Et oversigtskort kan du finde her.