Milliard-gevinst ved bro mellem Als og Fyn

Ny undersøgelse viser, at en broforbindelse mellem Als og Fyn er en god forretning - og en meget bedre forretning end en tredje bro over Lillebælt.

Hvis der bliver bygget en bro mellem Als og Fyn, så vil det betyde et samfundsøkonomisk overskud på mellem 5 og 16 milliarder kroner.

Det fremgår af en rapport som COWI har udarbejdet for styregruppen bag en fast forbindelse mellem Als og Fyn.

Af rapporten fremgår, at en bro vil forkorte rejseafstanden mellem Sønderborg og Odense med 75 kilometer og forkorte rejsetiden med ca. 50 minutter.

Dertil kommer en væsentlig aflastning af den eksisterende motorvejsforbindelse fra Odense til Trekantområdet og videre til Sønderjylland. 

 

 

I alt vil broen til 18,5 milliarder kroner give et samfundsøkonomisk overskud i sin levealder på mellem 5 og 16 milliarder kroner - afhængig af om der opkræves brugerbetaling eller ikke.

Ideen om en broforbindelse mellem Als og Fyn opstod tilbage i 2007 og fik nyt liv i 2010, da Jørgen Mads Clausen fra Danfoss støttede planerne og tog del i lobbyarbejdet overfor transportpolitikerne på Christiansborg.

Broen har imidlertid fortsat lange udsigter, men folkene i arbejdsgruppen har fået fornyet optimisme med den nye rapport fra COWI.

Rapporten sammenligner en bro mellem Als og Fyn med en tredje forbindelse over Lillebælt - og det viser sig, at Als-Fyn-broen er den klart bedste forretning set med samfundsøkonomiske øjne.