Millioner til psykologhjælp i Region Syddanmark bliver aldrig brugt

De penge, der ellers er sat af til psykologhjælp i Region Syddanmark, bliver ikke brugt. Men ifølge udvalgsformanden på området kan man bruge pengene på psykologer - man skal ikke.

Ikke alle de penge, der ellers er sat af til psykologbehandling i Region Syddanmark, bliver brugt.

Samtidig har coronakrisen betydet, at flere borgere henvender sig til psykologer med angst- og depressionsymptomer. Det viser en opgørelse fra Dansk Psykolog Forening.

Og det er et problem, at pengene ikke når ud til de, der har brug for hjælp, mener Dansk Psykolog Forening.

quote

Vi vil gerne have, at pengene er øremærket til psykologbehandling

Eva Secher Mathiasen, formand for Dansk Psykolog Forening

I 2020 blev der brugt seks millioner kroner færre end budgetteret til psykologhjælp i Region Syddanmark. I 2019 var beløbet cirka syv millioner kroner. Altså er der de seneste to år brugt 13 millioner færre kroner til psykologhjælp til borgerne i Syddanmark med ondt i sindet.

Men psykologer og region er uenige om anvendelsen af de ubrugte midler. Dansk Psykolog Forening så gerne, at alle millionerne var øremærket til netop psykologbehandling samtidig med, at de ubrugte midler blev overført til det kommende års budget.

I 2020 var der budgetteret med udgifter til psykologhjælp for 61 millioner kroner og endte med et faktisk forbrug på 55 millioner kroner. I 2019 var der budgetteret med 62 millioner kroner, og regnskabet endte ligeledes på cirka 55 millioner, ifølge Region Syddanmark. Alt i alt 13 millioner kroner under budget på to år.

- Vi vil gerne have, at pengene er øremærket til psykologbehandling. Og vi mener, at regionerne godt kunne gøre sig mere umage med at få brugt alle pengene til psykologbehandling, siger Eva Secher Mathiasen, formand for Dansk Psykolog Forening.

Eva Secher Mathiasen, cand. psych. og formand for Dansk Psykolog Forening.
Eva Secher Mathiasen, cand. psych. og formand for Dansk Psykolog Forening.
Foto: Thomas Lekfeldt, Ritzau Scanpix

I Region Syddanmark mener man ikke, at den økonomiske ramme til psykologhjælp er et udtryk for, hvor meget man skal bruge, men hvor meget regionen kan bruge på psykologhjælp.

- Det forventede forbrug er baseret på et estimat. Et mindre forbrug bliver brugt til at købe medicin for året efter, sådan lidt groft sagt. Økonomiloftet er ikke et udtryk for, hvad der skal bruges på et område. Det er nærmere et styringsinstrument, siger Bo Libergren (Venstre), der er formand for udvalget for det nære sundhedsvæsen i Region Syddanmark.

Gratis psykologhjælp til unge

  • Der er gratis psykologhjælp for angst og depression til unge 18 –21-årige (per 1. juli 2021 hæves alderen til 24 år).
  • Klienter over 38 år med angst kan få tilskud til psykolog.
  • For alle andre er der tilskud på 60 procent til lægehenvist behandling hos psykolog med ydernummer for henvisningsårsag 1-9.
  • Tilskud på 60 procent til lægehenvist behandling hos psykolog med ydernummer for henvisningsårsag 10-11 for patienter over 22 år.

- Ansæt flere psykologer

For at få alle pengene brugt, foreslår Dansk Psykolog Forening, der repræsenterer de i alt 169 psykologer tilknyttet Region Syddanmark, at deres medlemmer får hævet det beløb, de maksimalt må arbejde for. I 2021 er omsætningsgrænsen 305.078 kroner for afregning af depressions- og angstbehandling per psykolog. 

Samtidig er udgifterne til behandling af angst og depression steget med godt 30 procent fra 2018 til 2020. Blandt andet derfor så psykologforeningen gerne, at der blev oprettet flere ydernumre - altså givet lov til, at flere psykologer må arbejde for den offentlige sygesikring.

- Jeg mener, regionen har en pligt til at tage nogle initiativer til at få de penge brugt på psykologbehandling. Et af de åbenlyse initiativer, de kunne tage, var at oprette flere ydernumre. Derudover har vi foreslået, at man kan hæve grænsen for, hvor meget psykologerne må arbejde, så de, der har mulighed for at tage flere klienter ind, kan gøre det, mener Eva Secher.

psykologhjælp 250321
Foto: Region Syddanmark

Udvalgsformand Bo Libergren tror ikke nødvendigvis, at flere psykologer er løsningen.

- Psykologerne har en udfordring i, at de afregner meget lidt. Jeg så gerne, at de arbejdede noget mere for sygesikringen. Vi opretter hele tiden flere ydernumre i det omfang, vi konstaterer, at der et behov, siger han.

Ud af Dansk psykolog Forenings godt 11.000 medlemmer, arbejder 852 af dem for den offentlige sygesikring på landsplan.

Regler for tilskud til psykologbehandling

Overenskomst om psykologhjælp mellem Danske Regioner og Dansk Psykolog Forening


Følgende er berettiget til psykologhjælp:


1. Røveri-, volds- og voldtægtsofre.


2. Trafik- og ulykkesofre.


3. Pårørende til alvorligt psykisk syge personer.


4. Personer ramt af en alvorligt invaliderende sygdom.


5. Pårørende til personer, der er ramt af en alvorligt invaliderende sygdom.


6. Pårørende ved dødsfald.


7. Personer, der har forsøgt selvmord.


8. Kvinder, der får foretaget provokeret abort efter 12. graviditetsuge. Psykologhjælp kan ydes forud for abortindgrebet, når anmodning om tilladelse til indgrebet er fremsendt til abortsamrådet.


9. Personer, der inden det fyldte 18. år, har været ofre for incest eller andre seksuelle overgreb.


10. Personer med let til moderat depression, der er fyldt 18 år.


11. Personer, der lider af let til moderat angst, herunder let til moderat OCD, der er fyldt 18 år.



Der skal foreligge en skriftlig eller en elektronisk henvisning fra en alment praktiserende læge, inden behandlingen påbegyndes.


Der er ingen omsætningsgrænse for den enkelte psykolog i forhold til henvisningsårsagerne 1-9. For henvisningsårsagerne 10-11 (angst og depression) er omsætningsgrænsen pr. 1. januar 2021 324.370 kroner.