OBS se her: Nye kriterier for restvacciner

Interessen for at blive skrevet op til restvacciner i Sydvest- og Sønderjylland har været så stor, at Region Syddanmark nu indfører nye kriterier for de borgere, der kan få en plads på ventelisten.

Region Syddanmark har fra i morgen lørdag ændret kriterierne for at komme på venteliste til at modtage restvacciner.

Fremover skal man enten have modtaget en invitation til vaccination eller være 70 år eller derover. Det sker for at sikre, at ikke unødigt mange skriver sig op på listen uden chance for at kunne få en restvaccine, skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

Ændringerne kommer efter, at cirka 8.200 personer skrev sig på listen torsdag, og der kun var 16 restvacciner til rådighed.

Den overvældende interesse betyder, at Region Syddanmark nu indfører en aldersgrænse, så man skal være fyldt 70 år for at kunne skrive sig på listen. Er man under 70 år, kan man 

- Vi er meget taknemmelige for den store interesse, der har været. Når vi indfører de her to kriterier, er det også et udtryk for rimelighed. Vi har haft en masse folk stående på den liste, som reelt ikke har haft en chance for at få en vaccine, fordi så mange inviterede og ældre har været på listen også. Det er ikke rimeligt, hvis de er blevet forledt til at tro, at de har mulighed for en restvaccine, når de reelt ikke har det. Der vil vi hellere, at forventningen matcher virkeligheden, siger Kurt Espersen, der er regionsdirektør i Region Syddanmark i pressemeddelelsen.

For nuværende kan personer, der allerede har en invitation til vaccination, uanset alder skrive sig op til en restvaccine. Personer på 70 år og derover kan skrive sig op, uanset om de har en invitation eller ej.

For alle, der tilmelder sig listen, gælder det, at de skal bo i nærheden af et af vaccinationscentrene i enten Aabenraa, Sønderborg eller Esbjerg. Det er nemlig et krav, at man kan være på vaccinationscenteret, senest 30 minutter efter man er blevet ringet op.

Det er forventningen, at restvaccinelister bliver rullet ud til vaccinecentrene i hele regionen fra først i uge 12.