På med løbeskoene - nu på nettet

21. juni skydes Danmark løber i gang igen. Og det skydes igang på en gang, selvom alle ruterne starter ved din egen gadedør. Og tilmeldingen begynder i dag.

Mange entusiastiske løbere har længtes efter at komme ud og løbe de store løb sammen med en masse andre. Det får de mulighed for den 21. juni - bare hver for sig.

- Vi forsøger at lave et løb, der ligger så tæt på et rigtigt løb som muligt, når vi nu ikke må samles mere end ti ad gangen, fortæller en af arrangørerne, Mads Stryhn fra Lillebælt Halvmarathon.

Det er syv af de største danske løbsarrangører, der er gået sammen om at lave et virtuelt løb for alle. Der er 5 kilometer, 10 kilometer og halvmarathon-distancer at vælge imellem. Der er lidt tillidsbanko over det, for man registrerer selv sin tid og planlægger selv sin rute. Til gengæld kan man sende screenshots fra løbegadgets eller andre løbedimser, selfies og anden dokumentation ind til arrangører for at dokumentere sine løbeture.

Når man tilmelder sig, får man en email, hvor der er en knap, man kan trykke på, når ens rute er løbet.

Næsten som et rigtigt løb

Løbet er gratis at deltage i, og det begynder klokken 10 den 21. juni. Man kan melde sig til indtil klokken 9.55 på løbsdagen. Fra klokken 9.30 til 12.30 er der livestreaming på Facebook med musik og kommentarer, og hvad der ellers hører sig til ved et stort motionsløb. For eksempel fælles opvarmning klokken 9.45. Det sendes fra rådhuset i Middelfart, hvor der plejer at være målområde for Middelfart Marathon.

På steder, hvor arrangørerne på forhånd ved, at der vil komme mange mennesker, vil der også være events, musik eller noget andet fjeldebodsteater.

- Vi opfordrer alle til at bruge deres fantasi for eksempel med påklædning, fortæller Mads Stryhn.

Et lignende arrangement den 19. april havde 31.486 deltagere, og arrangørerne venter mindst lige så mange denne gang.

Man kan tilmelde sig på www.sportstiming.dk.

Royal Run aflyst

I samme forbindelse er det populære Royal Run udskudt til næste år. Først blev det flyttet til den 6. september, men nu er det endegyldigt aflyst for i år, men bliver afholdt den 24. maj næste år. Det giver en udmærket mulighed for - alt efter temperament - at komme i ekstra god form inden løbet eller arbejde på en skade, der desværre gør det umuligt at deltage.