Region Syddanmark begynder at vaccinere mod abekopper

Region Syddanmark opfordrer mænd med flere eller skiftende mandlige sexpartnere til at bestille tid til at blive vaccineret.

Siden maj er der blevet konstateret mere end 120 tilfælde af abekopper i Danmark. Den 23. juli erklærede WHO sygdommen for en global sundhedskrise. 

Nu igangsætter Region Syddanmark et vaccinationsprogram, som primært er for mænd, der har flere og skiftende mandlige sexpartnere. Det skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

Vaccinationen består af to doser af Imvanex, der gives med 28 dages mellemrum. De personer, der tidligere har fået koppevaccination, kan nøjes med en vaccine. Patienter med nedsat immunforsvar, som tidligere er blevet vaccineret mod kopper, bør få to doser. 

Personer, der ikke kan vaccineres

  • Personer med alvorlig allergi over for et eller flere af indholdsstofferne, herunder kyllingeprotein, benzonase, trometamol, gentamicin og ciprofloxacin
  • Gravide
  • Personer, der har haft alvorlige bivirkninger ved tidligere vaccination med Imvanex

Ifølge pressemeddelelsen vil Region Syddanmark sende orienteringsbreve ud til nogle af de borgere, der er i risikozonen. Det er blandt andet mænd, der har sex med mænd og er i forebyggende behandling (PrEP) mod HIV.

- De borgere, der ikke har fået tilbudt behandling med PrEP mod HIV, er selvfølgelig ikke i vores systemer. Derfor vil jeg gerne opfordre til, at man via regionens hjemmeside kontakter os, hvis man er i målgruppen, så man kan blive vaccineret. Det fortæller cheflæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Odense Universitetshospital, Anne Øvrehus.

Målgruppen for vaccination mod abekopper

  • Personer, der modtager forebyggende behandling mod HIV (PrEP).
  • Personer, der tilhører gruppen af mænd, der har sex med mænd, eller gruppen af transkønnede, der har sex med mænd, OG opfylder mindst én af nedenstående kriterier (gælder også personer, der lever med HIV):
  1. Personen har haft ubeskyttet oralt eller analt samleje med mindst to forskellige mandlige partnere inden for de seneste 12 uger
  2. Personen har haft syfilis, klamydia eller gonorré inden for de seneste 24 uger 

Nære kontakter til en smittet med abekopper vil fortsat blive tilbudt en vaccine. 

Desuden kan kvinder eller transpersoner, der er i samme netværk som målgruppen i høj risiko med et lignende kontaktmønster, have gavn af en forbyggende vaccination.