Region Syddanmark vil undersøge egne amputationer

I Region Midtjylland blev der foretaget knap 50 amputationer om året, som kunne være undgået. Dette får nu Region Syddanmark til at se sig selv efter i sømmene.

Region Syddanmark vil undersøge, om der er blevet foretaget unødvendige benamputationer på patienter på baggrund af en mangelfuld behandling.

Det skriver Avisen Danmark.

Det sker på baggrund af en amputationssag i Region Midtjylland, hvor regionen i slutningen af april kunne fortælle, at man i årene 2016 til 2020 havde foretaget 92 unødvendige benamputation om året på patienter. Dette tal har regionen sidenhen korrigeret til 47.

- I Region Syddanmark har vi sat et arbejde i gang med at se på antallet af amputationer på de syddanske sygehuse, og om tallene giver anledning til eventuelle tiltag, oplyser koncerndirektør i Region Syddanmark Kurt Espersen i et skriftligt svar til Avisen Danmark.

Ifølge avisen viser et notat fra Region Midtjylland også, at det er Region Midtjyllands hensigt at lave en dataanalyse, som skal dække amputationer i hele landet.

Kostede direktør jobbet

Indtil videre har sagen i Region Midtjylland kostet regionens koncerndirektør Ole Thomsen jobbet, ligesom det har fået sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til at bede om en redegørelse.

Regionsrådet har også bestilt en ekstern undersøgelse for at komme til bunds i sagerne, men også for at sikre at patienter i fremtiden ikke skal risikere at få amputeret et ben unødvendigt igen.

Foruden Region Syddanmark vil også Region Sjælland og Region Hovedstaden lave en undersøgelse af egne forhold på området.