Regionen strammer op efter hacker-kritik

Myndighederne løber om kap med it-kriminelle. Der er øremærket flere penge til at undgå hackere i Region Syddanmark.

Der er for stor risiko for, at Region Syddanmarks patientdata havner i de forkerte hænder. Sådan lød kritikken fra Statsrevisorerne i november.

Revisorerne kritiserede, at alt for mange medarbejdere havde lokale administrator-rettigheder. Samt at der var passwords, som ikke var skiftet i op til ni år.

- Vi arbejder løbende med at udbedre de ting, vi fik kritik for. De ting havde vi fokus på i forvejen. Men på grund af rigsrevisionens kritik fremrykker vi blandt andet nogle opdateringer, så vi får løst problemerne med administrator-rettighederne, siger Mette Bossen Linnet (V), som er formand for regionens digitaliseringsudvalg.

Flere penge til sikkerhed 

quote

Det er et kapløb mellem de kriminelle, som vil true vores it-sikkerhed, og vores løsninger på området.

Mette Bossen Linnet (V), formand for Region Syddanmarks digitaliseringsudvalg

I 2016 øremærkede Region Syddanmark 6,3 millioner kroner til it-sikkerhed, og det blev sat op til 7,9 millioner sidste år.

- Intet tyder på, at vi vil bruge færre penge fremover. Vi har tillid til, at medarbejderne er påpasselige. Men vi må bare erkende, at det er et kapløb mellem de kriminelle, som vil true vores it-sikkerhed, og vores løsninger på området. Så selv om vores løsninger er tilstrækkelige nu, er de ikke nødvendigvis gode nok i morgen, siger Mette Bossen Linnet.

Operationer aflyst i England

I efteråret måtte britiske sygehuse aflyse operationer efter et omfattende hackerangreb. Så galt er det endnu ikke gået i Danmark, men der er hackerangreb døgnet rundt.

quote

Det er ekstremt vigtigt, at vi passer godt på borgernes sundhedsdata.  

Mette Bossen Linnet (V), formand for Region Syddanmarks digitaliseringsudvalg

- Vi har skærpet vores sikkerhed yderligere, for det er ekstremt vigtigt, at vi passer godt på borgernes sundhedsdata. Det handler også om, at borgerne har tillid til os. Samtidig er der brug for disse data for, at vi kan forbedre sundheden. Ny teknologi giver os nogle store muligheder, som vi skal udnytte, samtidig med at borgernes data bliver beskyttet, siger Mette Bossen Linnet.

Udover at bruge flere penge har regionen for første gang oprettet et digitaliseringsudvalg, der blandt andet beskæftiger sig med it-sikkerhed.