Skal du en tur til frisøren eller have en ny tatovering tirsdag, så kræver det, at du har styr på coronapasset. Det skal vise, at du enten er blevet vaccineret mod covid-19, har overstået et sygdomsforløb eller har fået foretaget en negativ test indenfor de seneste 72 timer. Sidstnævnte forventes at give travlhed på landets testcentre 2. påskedag.
Derfor har Carelink, der står for lyntest i Region Syddanmark, skruet op for antallet af medarbejdere og åbnet flere nye pop-steder, hvor man kan få lavet en lyntest. Du kan se, hvor du kan få lavet en, på kortet nederst på siden.
Ifølge TV 2 Fyn blev der i Region Syddanmark testet 17.000 borgere lørdag. Det er 4.000 mere end en sædvanlig lørdag. Søndag og i dag mandag forventes det, at tallet er væsentligt højere.
- Vi forventer at gå to rekorddage i møde med 50-60.000, der skal testes, sagde Brian Rosenberg, der er administrerende direktør hos Carelink, til TV 2 Fyn søndag.
Du kan se på kortet nedenfor, hvor du kan få lavet en lyntest i det syd- og sønderjyske. Testen er uden tidsbestilling, og derfor er det på nuværende tidspunkt heller ikke til at sige, hvor meget ventetid, der vil være. Klik på stederne og se åbningstiderne og den præcise adresse.
I Region Midjylland står Falck for lyntestene. Ifølge deres hjemmeside kan du blive testet i Brædstrup, Hedensted, Rask Mølle og fire forskellige steder i Horsens. Du kan se adresse og åbningstider her.
Frem med coronapasset
Når testen så er lavet, og du står klar til at få klippet lokkerne eller lavet den nye tatovering, så skal du have coronapasset frem. Ifølge sundhed.dk skal man dog ruste sig med tålmodighed, når den tid kommer. I starten vil der nemlig formentlig være kø og ventetid, når du besøger hjemmesiden eller tilgår appen for at finde coronapasset.
Du kan gøre følgende for at undgå ventetid og kø:
- Tjek kun sundhed.dk eller MinSundhed-appen, når du har brug for det.
- Download dit pas og tag evt. et skærmbillede på din smartphone eller et print.
- Vent evt. på, at du får en notifikation eller en SMS om, at der er svar på COVID-19 testen i MinSundhed-appen eller på sundhed.dk