Solgt i hele Danmark: Ukrudtsbrænder kan eksplodere når som helst

Sikkerhedsstyrelsen har fredag eftermiddag udstedt en advarsel mod brugen af ukrudtbrændere fra mærket Ignite Nordic

Sikkerhedsstyrelsen har udstedt en advarsel mod brugen af en ukrudtbrænder fra mærket Ignite Nordic. Brænderen er blevet solgt i Bauhaus-butikker over hele Danmark og koster cirka 500 kr. 

quote

Ukrudtsbrænderen er farlig. Har man købt den, skal den straks leveres tilbage til butikken, og man skal under ingen omstændigheder bruge den

Arne Hosbond, chefkonsulent, Sikkerhedsstyrelsen

En kvinde fra Københavns Vestegn var tæt på at komme alvorligt til skade, da hun ville fjerne ukrudt. 

Efter kort tids brug opdagede kvinden næsten 20 cm. høje flammer, der kom op fra gasflaksen. Hun forsøgte at slukke ilden med et tæppe, men da brænden også fik fat i tæppet, valgte kvinden at ringe til brandvæsnet. To minutter efter brandvæsnets ankomst, eksploderede gasflasken og fløj 10 meter tværs gennem haven.

- Ukrudtsbrænderen er farlig. Har man købt den, skal den straks leveres tilbage til butikken, og man skal under ingen omstændigheder bruge den, siger Arne Hosbond, chefkonsulent i Sikkerhedsstyrelsen, i en pressemeddelelse. 

Sikkerhedsstyrelsen har testet flere eksemplarer af samme model, der har resulteret i det akkurat samme. 

- Det kan i værste tilfælde koste menneskeliv, siger Arne Hosbond.

Importøren har stoppet salget af brænderen, men det skønnes, at mange af ukrudtsbrænderne befinder sig i danske husstande, så hvis du for nyligt har købt en ukrudtbrænder i Bauhaus, så aflever den tilbage for en sikkerheds skyld.