Syddanmark mangler tjenere

Tømrere, chauffører og elektrikere. Det er blot nogle af de fagfolk, arbejdsgiverne efterlyser i Syd- og Sønderjylland. Når det kommer til tjenere, er manglen dog endnu større.

Nye tal fra Region Syddanmark viser, at knap seks ud af ti virksomheder har problemer med at få besat stillinger. 

I undersøgelsen svarer 58 procent af direktørerne i små og mellemstore virksomheder i Region Syddanmark, at de i nogen eller høj grad har haft problemer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft indenfor de seneste seks måneder.

Derfor mangler der tjenere i Syd- og Sønderjylland

Og det gælder indenfor mange fagområder. Værst ser det dog ud for Hotel- og Restaurationsbranchen. Inden for de seneste seks måneder har 76 procent af de adspurgte virksomheder i restaurationsbranchen, der har søgt nye medarbejdere, haft problemer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft. 

- Det er ikke så trendy at være elektriker, tømrer, tjener eller kok. Det er mere trendy at få en studentereksamen, ligesom alle de andre. Og det er svært at få folk til at gå imod den strøm, mener Sten Slot Knudsen, der er formand for Hotel- og Restaurationsbranchens hovedorganisation, Horestas, bestyrelse i Region Syddanmark.

Den store efterspørgsel skyldes også, at der er åbnet flere restauranter - og at en stor del af arbejdskraften rykker mod de større byer. 

- Der er en optimisme, og der bliver startet nye restauranter, ligesom hotellerne moderniserer og ansætter folk igen. Men der har været et vakuum, hvor der ikke er blevet uddannet nok, og så er der ikke arbejdskraft nok at tage, fortæller Sten Slot Knudsen.

'Der bliver set ned på én' 

Ulrik Steensbeck giver tjenerfaget stjerner.

Én af dem, der dog har valgt faget, er Ulrik Steensbeck, der er tjenerelev på Tyrstrup Kro. Og han oplever, at der især i starten blev set ned på ham.

- I starten blev der set ned på det. Jeg skulle jo bare ’ind og servere noget mad'. Det er en misforståelse, for der ligger så meget mere i uddannelsen, forklarer han.

Og for Ulrik Steensbeck har det vist sig, at tjenervejen var den helt rigtige.

- Et kontorarbejde fra ni til fem er ikke lige mig. Jeg kan ikke lide de faste rammer, og at det hele er det samme. Her færdes du rundt blandt nye mennesker hver dag, og der er ikke to dage, der er ens.

Du kan læse hele undersøgelsen her:

Region Syddanmark: Adgang til kvalificeret arbejdskraft.

  • Analysen er baseret på besvarelser fra 627 direktører for små og mellemstore virksomheder i Syddanmark.
  • Kun virksomheder, der har søgt nye medarbejdere indenfor det sidste halve år, er blevet adspurgt i undersøgelsen.
  • Regionen stiller spørgsmål til panelet hvert halve år om aktuelle, regionale problemstillinger for erhvervslivet.