Syddanske folkeskoleelever bevæger sig ikke nok

Ifølge folkeskolereformen skal eleverne bevæge sig 45 minutter dagligt. Hver fjerde folkeskole i Syddanmark overholder ikke den del af reformen.

Syddanske folkeskoleelever bevæger sig mindre sammenlignet med 2016.

Det viser en undersøgelse udarbejdet af Oxford Research for Dansk Skoleidræt og TrygFonden, som har spurgt skoler i hele landet, om de vurderer, at skolen opfylder kravet om 45 minutters daglig bevægelse som en del af skoledagen.

Sidste år overholdt 83 procent af de syddanske folkeskoler kravet om bevægelse i 45 minutter om dagen. I år er tallet faldet til 71 procent. Selvom færre folkeskoler bevæger sig nok, ligger tallet for Syddanmark højere end landsgennemsnittet, som er 68 procent. Værst ser det ud i Region Hovedstaden, hvor kun lidt over halvdelen af alle folkeskoler følger reformens krav til bevægelse.

Forbedringer i Region Midtjylland

70 procent af skolerne i Region Midtjylland overholder i år kravet om bevægelse i skoletiden, hvor tallet sidste år var 60 procent. Her er der altså fremgang i antallet af skoler, og det er også det generelle billede landet over, hvor kun Region Syddanmark skiller sig negativt ud.

Folkeskoler i hele landet får hjælp af blandt andet TrygFonden til inspiration til mere bevægelse.

Dansk Skoleidræt og TrygFonden oplever en positiv modtagelse af de mange kurser og materialer, som skal inspirere skolerne til at indføre mere bevægelse i skoledagen. Det sker gennem det fælles program Sunde Børn Bevæger Skolen.

- Vi har gjort os umage for at udvikle et program fyldt med nemme og kvalificerede tilbud til skolerne. Gennem Sunde Børn Bevæger Skolen har vi i det forgangne skoleår været i direkte kontakt med mere end halvdelen af landets skoler – for at hjælpe dem med at få mere bevægelse ind i skoledagen. Der er store gevinster ved at prioritere, at eleverne får rørt sig, så vi håber, at skolerne holder fast og at endnu flere kommer med, siger Laura Munch, projektchef i TrygFonden.