Udgifterne til vikarer i psykiatrien på himmelflugt - grib ind, råber ledelse

Pengene fosser ud til vikarer. Fra 10,9 mio. kr. i 2019 til 46,9 mio. sidste år. Situationen er så alvorlig, at de tre direktører i psykiatrien i Region Syddanmark har sendt bekymringsbrev til regionens topledelse.

Han sidder med listen over vikarbureauer på computerskærmen. Overlæge på det psykiatriske sygehus i Vejle, Georgios Adamopoulos. 

Som regel er han dog heldig, at han ikke behøver at ringe til et bureau for at skaffe en vikar, men kan trække på lægevikarer, som han kender i forvejen. 

- De kan have meget forskellige aftaler med os. Om at være i flere eller færre dage hos os. Eller i kortere eller længere tid ad gangen. Mange gange kontakter de mig for at høre, om de kan hjælpe. Men de vil helst ikke fastansættes, siger Georgios Adamopoulos.

quote

Jeg vil ikke sidde her og sige, at det ikke betyder noget. Selvfølgelig gør det det

Georgios Aadamopoulos, overlæge, Psykiatrisk Sygehus i Vejle

Alene på psykiatrisk afdeling i Vejle brugte man vikarer sidste år for 17 mio. kr.
Alene på psykiatrisk afdeling i Vejle brugte man vikarer sidste år for 17 mio. kr.
Foto: Finn Grahndin

- Ja, det betyder noget

Lige for tiden er det ikke så slemt, da der "kun" mangler fire fastansatte læger. Især har han brug for en overlæge, som har en nøglefunktion i forhold til at godkende behandlinger med medicin. 

På spørgsmålet om lægemanglen går ud over patienterne, fordi vikarer som regel ikke når at få det samme menneskelige forhold til patienterne som fastansatte, svarer han: 

- Jeg vil ikke sidde her og sige, at det ikke betyder noget. Selvfølgelig gør det det. Men vi gør rigtigt meget for at klæde vikarerne fagligt på, så de nøjagtigt ved, hvad det betyder at arbejde her, siger overlægen. 

Anders Meinert Pedersen
Anders Meinert Pedersen, lægefaglig direktør i psykiatrien i Region Syddanmark, er medforfatter af bekymringsbrevet til regionens topledelse. "Vi er rigtigt presset", siger han.

Vikarer bidrager mindre

Udgifterne til vikarer i hele Region Syddanmark - læger og andre personaletyper - er gået rask opad. Fra knap 11 mio. kr. i 2019 til nu blot tre år senere knap 47 mio. kr. Alene i Vejle er vikarudgifterne i 2022 på 17 mio. kr. 

Det er med til at presse økonomien i psykiatrien i regionen. Og med til at presse personalet i psykiatrien. De må løbe hurtigere for at dække det faglige tab, der kommer med vikarerne. 

Eller, som der står i sagsbehandlingen til politikerne i regionsrådet, der behandlede sagen ved sidste møde:  

De eksterne vikarer får højere lønninger og bidrager i mindre grad til at sikre den gode patientbehandling og udvikling af sundhedsvæsenet. Mange eksterne vikarer kan også påvirke det faste personale i forhold til trivsel og arbejdsmiljø.

Bekymringsbrev = rødt flag 

Situationen i psykiatrien i Region Syddanmark er så presset, at de tre direktører har sendt et bekymringsbrev til regionens topledelse. 

- Vi er rigtig meget under pres. Både hvad angår økonomien og hvad angår rekrutteringen, siger lægefaglig direktør og medforfatter til bekymringsbrevet, Anders Meinert Pedersen. 

At regionen har svært ved at få de løse vikarer til at blive fastansatte i stedet, har indflydelse på hverdagen. Og måske også på patienternes behandling. 

- De mange vikarer er både en dyr løsning og en løsning, der måske - men forhåbentlig ikke - kan opleves af patienten som manglende kontinuitet i behandlingen, fordi det ikke er det faste personale, patienten møder hele tiden, siger Anders Meinert Pedersen. 

Regionenernes handlingsplan

Danske Regioner har vedtaget en handlingsplan om en reduktion af udgifter til eksterne vikarer inden for plejeområdet på 50 procent i 2024 i forhold til forbruget i 2021. Lægerne er undtaget begrundet i helt særlige problemstillinger.

Hovedelementerne i handlingsplanen:

Reduktion af eksterne vikarudgifter for plejepersonale m.fl. med 50 procent i 2024 i forhold til 2021 (baseline).

Alle aftaler om eksterne vikarer sker som hovedregel på baggrund af udbud.

Regionerne opfordres til at oprette og bruge interne vikarbureauer.

Regionerne opfordres til at overveje alternativer til eksterne vikarer.

Regionerne opfordres til at samarbejde om reduktion i forbruget af eksterne vikarer.

Usædvanligt 

Brevet har naturligvis vakt stor opmærksomhed. 

En helt usædvanlig henvendelse erkender regionsrådsformand Stephanie Lose (V), som lover at gøre noget ved sagen. 

Tilbage hos overlæge Georgios Adamopoulos i Vejle. Her er man på evig jagt efter fast personale. Og det er lykkedes ham, at "lokke" et par vikarer til at blive fastansatte. Nu har han vikarer til at dække de manglende fire læger. 

- Vil du forsøge at fastansætte dem også? 

-  Ja, det er mit mål, siger han.