Play

Bolig kunne få demensramt mand væk fra psykiatrisk afdeling - men kommune tav

Kolding Kommune havde fundet en 77 kvadratmeter stor bolig til den 75-årige, men de relevante parter fik ikke noget at vide om den, så den kom aldrig i brug. Billedet er en grafik. Hverken boligen til venstre eller silhuetten af manden til højre er billeder fra den konkrete sag.
Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel

Selv om både anklager og forsvarer pressede på for en anden løsning til en varetægtsfængslet 74-årig mand med demens, fortalte Kolding Kommune ikke, at den havde en bolig til ham.

Efter fælles besøg på jeres afdeling og drøftelse af sagen, er vi kommet frem til, at Kolding Kommune kan tilbyde en ældrebolig på 77 m2.

Sådan lød det i et skriftligt svar fra Kolding Kommune til psykiatrisk sengeafsnit i Aabenraa den 17. maj i år, men beskeden kom aldrig videre til de relevante parter.

Det var bestemt min forventning, at Retten ville have bestemt, at varetægtsfængsling kunne ske på et sted, der opfyldte kravene i mentalundersøgelsen, hvis anklagemyndigheden og jeg var enige om det

Anja Hedegaard Nielsen, forsvarsadvokat for den 75-årige demensramte mand

Det har ført til spekulationer om, hvorvidt det kan have haft betydning for dommen til den nu 75-årige demensramte mand.

Den 9. december sidste år forvildede han sig ind i lejligheden til en 99-årig kvinde på plejehjemmet Kongebrocentret i Christiansfeld, hvor de begge to boede på det tidspunkt.

Manden lider af demens, og på grund af sin sygdom troede han angiveligt, at han var i sin egen bolig, så da kvinden forsøgte at få ham ud, blev han vred og skubbede hende omkuld.

Kvinden brækkede en hofte, næsen, og en skulder gik af led, og hun måtte samme aften opereres. Næste morgen blev hun fundet død på Kolding Sygehus.

Den 75-årige mand blev anholdt og sigtet for legemsangreb med døden til følge. Både byret og landsret besluttede, at han skulle varetægtsfængsles i surrogat på en psykiatrisk afdeling.

Familien til den 75-årige mand var fra begyndelsen svært utilfreds med, at han blev anbragt på en psykiatrisk afdeling, fordi stedet ikke er indrettet til patienter med demens, men til psykisk syge personer.

- Han er spærret inde på sin stue og sidder i sin stol hele dagen. Vi savner, at han får noget social omgang med nogle mennesker, der ikke er psykotiske, og vi savner nogen, der kan spise med ham hver dag, for han er ikke i stand til at spise selv, lyder det fra den ene af den 75-årige mands sønner, Allan Sørensen, om afdelingen i Aabenraa, hvor hans far er anbragt.

17. maj i år skrev Kolding Kommune til psykiatrisk afdeling i Aabenraa, at de havde en 77 kvadratmeter stor bolig til den 75-årige. Foto: Helena Bendixen

Allerede tre måneder inde i varetægtsfængslingen stod det klart, at heller ikke afdelingen selv vurderede, at det var det rette sted for ham:

Patienten har behov for støtte og beskyttelse, forudsigelighed, begrænsning af stimuli. Dette kan tilbydes på et demensplejehjem. Det vurderes ikke nødvendigt, at patienten er i varetægtssurrogat på et psykiatrisk sengeafsnit, skrev en overlæge fra afdelingen i Aabenraa i en lægeerklæring den 18. marts, og i en mentalundersøgelse var en kollega fra Retspsykiatrisk afdeling i Middelfart, hvor den 75-årige mand var i begyndelsen af varetægtsfængslingen, kommet frem til samme konklusion.

Boligen var der, men kommunen gav afslag

Lægernes vurderinger blev sendt til den 75-åriges forsvarsadvokat, Anja Hedegaard Nielsen. Hun pressede derfor på hos anklagemyndigheden for at få ham flyttet, og den 75-åriges familie oplyste til Kolding Kommune, at man gerne ville have ham flyttet, hvis der var en egnet bolig til ham.

TV SYD har via familien fået indsigt i dokumenter fra sagen, og Kolding Kommune skrev i et notat den 10. april, at de havde fået besked om lægens udtalelse, at kommunen nu så på muligheder, og at de ville have kontakt med politiet om sagen, da det var politiet, der skulle fremstille den 75-årige i retten.

Den 3. maj besøgte flere ansatte fra kommunen psykiatrisk afdeling i Aabenraa, hvor den 75-årige mand var varetægtsfængslet i surrogat.

Anja Bihl- Nielsen er politisk chef i Alzheimerforeningen. Hun undrer sig over, at kommunen havde en bolig til den 75-årige, men ikke sagde det videre til de relevante parter. Foto: Helle Eriksen, TV SYD

Mødet resulterede i, at kommunen den 17. maj skrev til psykiatrisk afdeling, at den havde en bolig klar til den 75-årige. Kommunen skrev blandt andet sådan her til afdelingen:

Kolding Kommune kan tilbyde en ældrebolig på 77 m2... Der vurderes, at Kolding Kommune kan varetage plejen/omsorg for borgeren, hvis de nuværende tiltag for at skærme ham fortsætter så vidt muligt. Der aftales udskrivningsdato med psyk., når dato kendes.

Trods beskeden fortæller den 75-åriges søn Allan Sørensen, at de den 31. maj fik afslag fra kommunen på, at den ville gå ind i sagen og finde en plads til hans far.

- Vi undrer os over, hvad der skete i perioden fra den 17. maj, hvor kommunen havde en bolig klar, til den 31. maj hvor de giver os mundtligt afslag. Jeg ved, det er en grim tanke, men vi tænker i bund og grund, at det har været et spørgsmål om økonomi, siger Allan Sørensen.

Men det er en voldsom anklage at komme med.

- Ja, men vi har ikke fundet nogen andre forklaringer, der kan gøre, at det giver mening, siger han.

Kan det have påvirket dommen?

Den 75-åriges forsvarer, Anja Hedegaard Nielsen, siger til TV SYD, at hun aldrig fik besked om, at der fandtes en kommunal bolig til hendes klient, og ifølge de akter, som TV SYD har fået indsigt i, fik politi og anklagemyndighed heller ikke noget at vide om boligen.

Her i retssal 11 i Retten i Kolding blev den 75-årige mand dømt i sagen den 29. oktober. På grund af sin demenssygdom var han ikke selv til stede under retssagen. Foto: Helle Eriksen, TV SYD

Ifølge Anja Hedegaard Nielsen var hun og anklagemyndigheden enige om, at arbejde på at finde en plads til den 75-årige ud fra anbefalingerne i mentalundersøgelsen om en skærmet plejehjemsplads.

- Det var bestemt min forventning, at Retten ville have bestemt, at varetægtsfængsling kunne ske på et sted, der opfyldte kravene i mentalundersøgelsen, hvis anklagemyndigheden og jeg var enige om det, siger Anja Hedegaard Nielsen, men fordi hun og anklagemyndigheden aldrig hørte om kommunens bolig, kunne de ikke tage oplysningen om boligen med i Retten.

Den 12. juni kom Retslægerådet med sin udtalelse i sagen. Retslægerådet er landets højeste lægefaglige instans, og dets ord vægter tungt i retssager. Rådet skrev i sin udtalelse, at man mente, det ikke var sikkerhedsmæssigt forsvarligt at anbringe den 75-årige i kommunalt regi.

Udtalelsen kom på trods af de to lægers udtalelser om, at det var fuldt forsvarligt, at den 75-årige kunne være på et passende demensplejehjem og på trods af, at de - modsat Retslægerådet - havde mødt og haft den 75-årige i deres varetægt på de to psykiatriske afdelinger.

Kommunen har ikke undersøgt, hvad et egnet kommunalt tilbud til borger ville koste, men vil gerne understrege at økonomi ikke har været et element i kommunens handlinger

Gitte Meyer, plejehjemschef, Kolding Kommune, i et skriftligt svar til TV SYD

Retslægerådets anbefaling fik kommunen til skriftligt at afvise over for anklagemyndigheden at flytte den 75-årige, og hos Alzheimerforeningen vækker det bekymring, at kommunen valgte ikke at oplyse anklagemyndigheden om boligen, før rådets udtalelse kom, når nu boligen var der.

- Som vi forstår det, så har anklagemyndigheden været åben over for at prøve at finde et andet tilbud til ham, som ikke var på en psykiatrisk afdeling, og derfor var det jo godt at se, at man arbejdede på at finde et tilbud til ham, som var bedre egnet. Så det undrer os, hvad der er sket i den proces, og vi bliver en lille smule bekymrede for, om det i retssystemet i virkeligheden kan være op til den enkelte kommunes prioritering og ressourcer at vurdere, hvor et menneske skal anbringes henne, lyder det fra Anja Bihl-Nielsen, der er politisk chef i Alzheimerforeningen.

- Vi er svækket ekstremt meget på vores retsfølelse, og det gør ondt, at der ikke er nogen, der lytter til dem, der rent faktisk har haft med min far at gøre i stedet for at kigge på ham ud fra en journal. Det forstår vi simpelthen ikke, siger Allan Sørensen.

I Alzheimerforeningen udtrykker Anja Bihl-Nielsen også bekymring for, om kommunens manglende information kan have haft indflydelse på, hvor Retten i sidste ende besluttede at anbringe den 75-årige.

- Det er klart, at hvis man kunne have haft mulighed for at prøve noget af i kommunalt regi i en periode og kunne have vurderet, hvad der skulle til, for at det var trygt for den 75-årige, for de andre beboere, for de pårørende og for medarbejderne, så havde man haft et bedre grundlag for at vurdere, hvor den rigtige foranstaltning ville være henne, siger hun.

Kommentar fra Retslægerådet:

Vi har forsøgt at få en kommentar til sagen fra Retslægerådet, men rådet udtaler sig ikke om konkrete sager.

I stedet skriver de til os:

Vi kan ikke udtale os om konkrete sager. Vi kan dog oplyse om, hvordan rådet arbejder.

I straffesager kan anklagemyndigheden bl.a. anmode Retslægerådet om en udtalelse om, hvorvidt en sigtet er sindssyg, mentalt retarderet eller i en tilstand ligestillet hermed, samt hvilken foranstaltning rådet eventuelt kan anbefale.

Retslægerådet foretager et selvstændigt lægefagligt skøn på baggrund af de akter, der er forelagt rådet. Det er den myndighed, der spørger Retslægerådet, der tager stilling til, hvilket materiale der skal indgå i sagen. Retslægerådet kan også anmode om yderligere oplysninger, hvis det vurderes nødvendigt.

Sagens materiale kan bl.a. indeholde oplysninger om, hvor en person er varetægtsfængslet. I så fald vil det indgå i den samlede vurdering som et blandt flere momenter.

Hvis Retslægerådet anbefaler en foranstaltning, lægger rådet udover behandlingsmæssige overvejelser også vægt på, om den pågældende vurderes at kunne udgøre en potentiel fare for omgivelserne, og hvordan risikoen for fremtidig personfarlig adfærd mest sikkert kan imødegås. Rådets anbefaling til foranstaltning beror således både på hensynet til den tiltaltes behov, mulighederne for behandling og hensynet til den pågældendes omgivelser.

Retslægerådets udtalelser er vejledende. I sidste ende er det domstolene, der tager stilling til, om en person skal straffes eller idømmes en anden foranstaltning.

Hvis domstolene idømmer den pågældende en foranstaltning, er det herefter anklagemyndigheden, der skal påse, at en foranstaltning ikke opretholdes i længere tid og videre omfang end nødvendigt.

Du kan læse mere om Retslægerådets generelle arbejde i vores årsberetninger. I årsberetningen for 2023 kan du finde en beskrivelse af sagsgangene i visse typer af Retslægerådets sager. Du kan finde den seneste årsberetning her Retslægerådets årsberetning 2023.

Kolding Kommunes har afvist at stille op til interview om sagen. Kommunens plejehjemschef Gitte Meyer havde ellers sagt ja til et interview, men efter at have set nogle af spørgsmålene aflyste hun aftalen.

I stedet har hun sendt TV SYD et skriftligt svar.

Her skriver hun blandt andet, at: kommunen var usikker på, hvordan kommunen skulle forholde sig til surrogatvaretægt og placeringen af borgeren, men ultimo maj oplyses kommunen om, at det er Retten, der afgør, hvor borgeren skal varetægtssurrogatfængsles, hvorfor boligen ikke bliver taget i brug.

Det svar har Allan Sørensen dog svært ved at acceptere.

- De har så mange jurister ansat, så de kunne have prøvet at sætte dem på og finde ud af, hvad de her regler rent faktisk betyder. Vi kan ikke acceptere, at de kan have været i tvivl om deres rolle. Det må ikke være rigtigt. Det er en kommune. De skal vide sådan noget, siger han.

Svar fra kommunen

Her kan du læse det fulde svar fra Kolding Kommune vedrørende boligen og de opfølgende spørgsmål fra TV SYD:

Spørgsmål:

  • Hvorfor besøgte I psykiatrisk afdeling den 3. maj?

  • 17. maj skrev Kolding Kommune til psykiatrisk afdeling, at der var fundet en bolig bag et demensplejehjem til den demensramte mand. Hvorfor blev den bolig ikke taget i brug?

  • Hvorfor fortalte Kolding Kommune ikke politi og dermed anklagemyndigheden om, at der var en bolig til den demensramte mand, når nu I et notat fra 10. april skrev, at samarbejdet gik til politiet?

  • Hvor meget ville det koste Kolding Kommune at have den demensramte mand i det givne boligtilbud bag demensplejehjemmet med 24/7 bemanding?

Svar:

Vedrørende forløbet omkring varetægtsfængsling bemærkes, at det i sidste ende er Retten, der tager stilling til, hvor tiltalte kan varetægtsfængsles i surrogat. Kommunen undersøgte i april-maj 2024 eventuelle boformer i Kolding, da Kommunen havde modtaget henvendelser fra politi herom, og det på daværende tidspunkt ikke var klart for kommunen, hvorledes kommunen skulle forholde sig til surrogatvaretægt og placeringen af borgeren.

Da Retslægerådets udtalelse og anbefaling forelå den 12. juni 2024 fulgte kommunen denne – ligesom Retten efterfølgende har gjort, hvorfor det derefter ikke blev yderligere undersøgt, hvorvidt kommunen havde en egnet bolig til surrogatvaretægtsfængsling.

Kommunen har ikke undersøgt, hvad et egnet kommunalt tilbud til borger ville koste, men vil gerne understrege at økonomi ikke har været et element i kommunens handlinger. Retten afgør, hvor borger skal afsone sin straf og hvor borger kunne varetægtsfængsles.

Efter det skriftlige svar, sendte vi Gitte Meyer følgende spørgsmål:

  • Ift. boligen så finder I jo den pågældende bolig til manden i maj og giver afslag i maj – altså mere end to uger før, Retslægerådet kommer med sin udtalelse. Derfor er mine spørgsmål igen: Hvorfor blev boligen ikke taget i brug? Og hvorfor fortalte I ikke til politiet, at I havde en bolig til manden? 

Svar: Som oplyst var kommunen usikker på, hvordan kommunen skulle forholde sig til surrogatvaretægt og placeringen af borgeren, men ultimo maj oplyses kommunen om, at det er Retten der afgør, hvor borger skal varetægtssurrogatfængsles, hvorfor boligen ikke bliver taget i brug, og der afventes udtalelse fra Retslægerådet og afgørelse fra Retten vedrørende varetægtssurrogatfængslingen.

Herefter sendte vi Gitte Meyer følgende spørgsmål:

  • I skriver i et notat fra 10. april, at I samarbejder med politiet om mulighederne. Hvis I er i tvivl om, hvad jeres rolle er, og hvordan i skal forholde jer til surrogatvaretægt og placeringen, hvorfor får I så ikke det afklaret, inden I bruger ressourcer på at besøge psykiatrisk afdeling og finde en bolig?

  • Selvfølgelig kan kommunen ikke afgøre, hvor en person skal være varetægtsfængslet, men I bliver bedt om at undersøge mulighederne, hvilket I gør, og I skriver, at i samarbejder med politiet. Hvorfor oplyser I så ikke politiet og dermed anklagemyndigheden om, at I har en bolig? Det er jo anklagemyndigheden, der kan tage oplysningen med i Retten og forsøge at få ændret varetægtsfængslingen.

Svar: Vi har ikke yderligere kommentarer til nedstående.

Forhold dig roligt og nyd oplevelsen, hvis du ser en ulv

Foto: Heidi Birgitte Ida Dalgaard Clemmesen
Udgivet

I 2012 var det en sensation, da der blev set en ulv, nu er der flere end 50, og de dukker op flere steder. Det bedste, man kan gøre, er at forholde sig roligt, hvis du pludselig står overfor én.

Bevar roen, hav respekt og observer på afstand. Sådan lyder grundopskriften, hvis du en dag skulle stå overfor en ulv i det fri.

- Hvis man kan finde ro i det, skal man også føle sig lidt heldig, for det er ikke det mest almindelige at se en ulv tæt på, siger Kim Skalborg Simonsen, biolog hos Givskud Zoo.

Ifølge Kim Skalborg Sørensen, der er biolog hos Givskud Zoo, er der ingen grund til at blive bange eller gå i panik, for ulvene har slet ikke lyst til at møde os mennesker. Video: Heidi Birgitte Ida Dalgaard Clemmesen, tvSyd

Der er ingen grund til at blive bange eller gå i panik, for ulvene har slet ikke lyst til at møde os mennesker.

I Oksbøl har de netop spottet ulve i et boligkvarter, men det er hverken unormalt eller farligt.

- Det er ikke et sted, de er søgt hen, det er fordi, de ikke har en indbygget GPS. De har færdes i området i løbet af aftenen, og så har de taget en vej, der var energibesparende, siger Kent Olsen, Videnskabelig chef og seniorforsker ved Naturhistorisk Museum, Aarhus.

Find roen og føl dig heldig

Løber man ind i en ulv, så skal man holde afstand til den, men man må også godt tage sig tid til at nyde synet.

- Al viden og statistik viser, at de ikke ser os som mad, at de ikke har nogen direkte interesse i os, og at det langt overvejende vil være ulven, der synes, at vi er de mest farlige og skynde sig væk, siger Kim Skalborg Simonsen, biolog hos Givskud Zoo.

Og så er det faktisk ikke en dum idé at hive kameraet frem og forevige dit møde med en ulv.

- Det er en god idé at tage en video af det møde, så vi får dokumentation for hændelserne og ulvens adfærd. Vi ser altid, at de vender om og går væk, og det er deres naturlige og ønskelige adfærd, siger Kent Olsen.

Han opfordrer til, at man ikke følger efter dyret eller er decideret opsøgende, da ulvene af sig selv nok skal søge væk.

- Det er en klar opfordring, at man ikke sætter sig i sin bil og kører efter dem. Det er simpelthen ikke i ulvenes interesse, og de har ikke brug for hjælp til at finde ud af byen igen. Man tvinger ulvene til at tage nogle uhensigtsmæssige beslutninger, hvor man gør mere skade end gavn, siger han.

Ulvene i Oksbøl har formentlig været hvalpe fra et kendt ulvepar i området, og de har lige nu ramt teenage-alderen, hvilket gør, at de begynder at strejfe rundt alene eller i søskendegrupper, og derfor kan ende steder som i byerne.

Ikke naturligt

Når ulvene kommer ind i byerne, er det altså ikke planlagt, men fordi de tilfældigt ender der. For eksempel fordi de ikke kender området så godt.

- Vi har gentagne gange oplevet det i Jylland, og det er ikke usædvanligt, at ulvene følger naturlige ledelinjer i landskabet og lader sig guide ind i nærheden at mindre byer eller anden infrastruktur, siger Kent Olsen.

Oksbøl ligger med meget natur, og derfor er der ikke langt fra skov til by, hvis ulvene spotter en vej eller sti, der er let for dem at bruge.

- Vi skal som mennesker gøre, som vi hidtil har gjort. Vi behøver ikke ændre vores adfærd, siger han.

Han har set nogle videoer, hvor ulvene løber i galop, har halen mellem benene og ørene bagud, hvilket viser, at ulvene er stressede og gør alt, hvad de kan for at komme væk fra den situation, de uforvarende er endt i i villakvarteret i udkanten af Oksbøl.

Møder man en ulv, og man har en hund eller et barn med, er der heller ingen grund til stor bekymring, men man kan tage sine forholdsregler.

- Står man med en lille hund, kan man tage den ind til sig, for den kan godt være mere interessant, end vi er. Det er lidt det samme med børn, de skal ikke løbe hen til den, men stå lige så stille og kigge på ulven, så kan der ikke ske noget som helst. Det ville være yderst usædvanligt, siger Kim Skalborg Simonsen, biolog hos Givskud Zoo.

Store hvalpekuld

I 2024 blev der født 38 hvalpe, og man antager, at de fleste stadig er i live. Derudover estimerer Naturhistorisk Museum i Aarhus, at der er mellem 22 og 42 voksne ulve i Danmark.

- De føder hvalpe hvert år, så når et par har fundet sammen og har fået hvalpe første gang, kører det som en småkagefabrik, siger Kent Olsen.

Derfor vil vi kunne forvente, at ulvebestanden stiger over de kommende år, men kurven vil også flade ud igen.

- Ulve regulerer deres kuldstørrelse i forhold til, hvor meget arbejde der skal lægges i at finde føde til hvalpene. Derfor ser vi relativt mange eksempler i Danmark, hvor parret får otte hvalpe og ikke de gennemsnitlige fem til seks hvalpe, siger seniorforskeren.

Der er lige nu god plads til at få hvalpe, og hvis der ikke er en overdødelighed, så regner de med, at bestanden vokser med omtrent 30 procent om året.

- Det vil vare, indtil de bedsteegnede levesteder er fyldte. Så forventer vi, at vækstraten kommer til at falde, og det varer nogle år endnu, siger han.

Ejner var fanget mellem to forsikringsselskaber - nu er der en løsning på vej

Ejner Vinter ser frem til, at folkepensionen ikke ender op i skadesomkostninger efter en mangelfuld tildækning af tag. Foto: Søren Pors Grundahl, TV SYD
Udgivet

Ejner Vinter blev fanget mellem to forsikringsselskaber, men nu er der nyt i sagen, hvor håndværkernes forsikring tilbyder hjælp.

Siden nytårsaften har Ejner Vinter kæmpet en kamp for sit hus og sit ve og vel. Det gamle asbesttag var pillet af huset, og et lag af plast skulle sikre mod regnen. Dog lod nytårsstormen hånt om plastikken, hvilket resulterede i store vandskader i de følgende regnvejrsdage.

Siden da har Ejner Vinter været fanget mellem forsikringsselskaber. Hans eget, Tryg Forsikring, mente ikke, at selskabet skulle dække skaden, og indtil nu, mente håndværkernes forsikringsselskab, Købstædernes Forsikring, heller ikke, at de havde erstatningspligten.

Mandag eftermiddag, 20 dage efter stormen, fik Ejner Vinter dog hjælpen sendt til indbakken.

"Ud fra de oplysninger, vi har fået, kan vi anerkende erstatningspligten, og vi vil betale skaden - med forbehold for kravets størrelse og indhold." Sådan skriver Købstædernes Forsikring til Ejner Vinter.

- Det var en ganske dejlig besked. Men jeg må sige, at den har været længe undervejs. Jeg frygter, at ikke alle har viljen til at kæmpe sådan en kamp, fortæller Ejner Vinter.

Han kan i øjeblikket kigge på drivvåde vægge. Det håber han, der snart kommer en ende på.

- Jeg vil sige, at der er faldet en sten fra mit hjerte. Nu sker der noget. Men nu må vi se, hvor meget der bliver dækket. Jeg håber, at vi får løst problemet, så vi mere eller mindre alle mand slipper af med problemet, siger han.

Købstædernes Forsikring tilbyder betaling

Efter tvSyd lavede optagelserne med Ejner Vinter, har Købstædernes Forsikring haft en af deres taksatorer ude og besigtige skaderne. De har konkluderet, at deres kundes indsats har været mangelfuld, og at de dermed påtager sig erstatningspligten.

- Vi har lavet en ny, samlet vurdering. Ud fra den første beskrivelse fra vores kunde, fandt vi ikke noget kritisabelt. Alligevel havde vi fredag en mand ude og kigge på ejendommen. Ud fra de nye oplysninger har vi kigget på sagen igen og har til formiddag konkluderet, at vi har erstatningspligten, forklarer Morten Fruergaard, der er skadesdirektør hos Købstædernes Forsikring.

Desuden har forsikringsselskabet ros til Ejner Vinter, som de mener, har gjort alt hvad han kunne i situationen. De 20 dages slid går derfor ikke ubemærket hen.

- Der er ingen tvivl om, at det har været lang tid at gå i de forhold. Vi har ventet på svar fra eksterne kilder og fra vores kunde. Derfor har det været ude af vores kontrol. Jeg ville dog ønske, at vi havde været derude tidligere, fortæller Morten Fruergaard.

Hvad angår forsikringsselskabets forbehold overfor kravets størrelse og indhold, så er det en standard skrivelse, fortæller Morten Fruergaard.

- Han vil blive stillet, som hvis skaden ikke var sket. Altså beror det på en konkret vurdering, som vi nu skal have lavet, forklarer han.

Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Syd- og Sønderjylland lige ved hånden.

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden, analysere statistik samt og vise dig funktioner til sociale medier. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid tilbagetrække eller ændre dit samtykke, ved at klikke på ”Opdater dit cookietilsagn her” i bunden af siden. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere om brugen af cookies.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her

Statistikcookies

Statistikcookies hjælper os med at forstå, hvordan vores hjemmeside bliver brugt, så vi kan forbedre den. Vi forsøger at minimere brugen af eksterne tjenester og sikrer, at dine data anonymiseres så vidt muligt.

Navn Udbyder
Chartbeat
_cbt Chartbeat
_cb Chartbeat
_cb Chartbeat
_cb Chartbeat
_cb_expires Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref_expires Chartbeat
_cbt Chartbeat
Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
_chartbeat2_expires Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4_expires Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp_expires Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3_expires Chartbeat
ebx_webtag_ Echobox
userId tvsyd.dk

Funktionelle cookies

Funktionelle cookies giver os mulighed for at huske dine præferencer og forbedre din brugeroplevelse. Disse cookies er ikke strengt nødvendige, men de gør din oplevelse mere personlig og problemfri.

Navn Udbyder
csrftoken instagram.com
bcookie LinkedIn
bscookie LinkedIn
csrftoken instagram.com
JSESSIONID LinkedIn
jwplayer.bandwidthEstimate tvsyd.dk
jwplayerLocalId tvsyd.dk
lang LinkedIn
lang LinkedIn
LAST_RESULT_ENTRY_KEY YouTube
LAST_RESULT_ENTRY_KEY youtube.com
li_gc LinkedIn
lidc LinkedIn
tableau_locale public.tableau.com
tableau_public_negotiated_locale public.tableau.com

Ikke tildelte cookies

Disse cookies er endnu ikke blevet kategoriseret. Vi arbejder på at identificere deres formål og sikre, at de respekterer dine privatlivsindstillinger.

Navn Udbyder
_clsk tvsyd.dk
_clsk tvsyd.dk
pusherTransportTLS no-domain
sentryReplaySession no-domain
tv_syd_session tvsyd.dk

Nødvendige cookies

Disse cookies er essentielle for at vores hjemmeside fungerer korrekt. De sikrer grundlæggende funktioner. Uden disse cookies ville siden ikke kunne fungere optimalt.

Navn Udbyder
app_banner_enabled tvsyd.dk
breaking tvsyd.dk
breaking_banner_dismissed tvsyd.dk
CookieConsent tvsyd.dk
frequencyCategoryV2 tvsyd.dk
frequencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyLastVisitV2 tvsyd.dk
recencyLastVisitV2 tvsyd.dk
tv2reg_cookie_consent tvsyd.dk
visitedPagesV2 tvsyd.dk
visitedPagesV2 tvsyd.dk
visitHistoryFrequencyV2 tvsyd.dk
XSRF-TOKEN tvsyd.dk

Præference-cookies

Præference-cookies husker dine valg, så vi kan tilpasse hjemmesiden efter dine behov. Disse cookies sikrer, at du får en mere personlig oplevelse ved hvert besøg.

Navn Udbyder
NID Google

Markedsføringscookies

Vi anvender ikke selv markedsføringscookies, men vi har valgt at kategorisere en række cookies, som eksterne partnere sætter, som netop markedsføringscookies for at gøre dig som bruger opmærksomme på dem. Vi anvender kun eksternt indhold når det er vores vurdering, at det løfter kvaliteten af vores journalistik eller at det er bydende nødvendigt.

Navn Udbyder
remote_sid youtube.com
sp_landing spotify.com
sp_t spotify.com
TESTCOOKIESENABLED youtube.com
VISITOR_INFO1_LIVE youtube.com
VISITOR_PRIVACY_METADATA youtube.com
YSC youtube.com