3.500 nye chancer for at løbe med kronprinsen

Da billetterne til Royal Run 2020 blev sat til salg i efteråret 2019, blev de revet væk, men nu er der igen 3.500 billetter til salg i Sønderborg.

Hvis du troede, du havde forpasset muligheden for at løbe ved siden af kronprins Frederik, når Royal Run 2020 bliver skudt i gang i Sønderborg, så kan du stadig nå det. 

For arrangøren, Sport Event Syd, melder nu ud, at der stadig er 3.500 startnumre at komme efter, og i dag er der præcis to måneder til løbet bliver skudt i gang.

Umuligt at få billetter

Mens det før i tiden nærmest har været umuligt at få fat i billetter til løbet, er situationen meget anderledes i år.

- Folk tror ikke, det er muligt at få numre længere, fordi de blev udsolgt så hurtigt, da vi satte dem til salg, siger Per Hussmann, der er eventchef i Sport Event Syd.

Han fortæller, at 3.500 startnumre blev refunderet i Sønderborg, da løbet blev udskudt af to omgange på grund af coronavirus. Det var oprindeligt planlagt til pinsen i 2020. 

Det betyder altså, at der lige nu er 3.500 ledige pladser på de fem løbe- og gåruter.

Program for Royal Run Sønderborg

11.00: One mile Run

11.15: One mile Walk

11:45: Familie-miles

14.00: 5 km (Walk/Run)

16.00: 10 km

Alle billetter revet væk

Da billetterne blev sat til salg i efteråret 2019, blev de udsolgt på 3,5 dage.

Eventchefen er dog ikke i tvivl om, at billetterne nok skal sælges.

- Det kræver bare, at folk ved det, siger Per Hussmann.

Men man plejer at sige, at tredje gang er lykkens gang, og det tror og håber eventchefen på.

- Som det ser ud nu, er vi forhåbentlig ovre alle restriktioner i september, som stopper udendørs motionsarrangementer i at blive afholdt, men vi følger selvfølgelig myndighedernes anbefalinger, siger han. 

Du kan tilmelde dig Royal Run her.

Fakta om Royal Run

  • I Sønderjylland er der maksimalt plads til 20.500 deltagere (5.000 på mile-distancen, 10.000 på 5 km og 5.500 på 10 km).
  • I Danmark afholdes Royal Run 2021 fem steder: Sønderjylland (Sønderborg), Aalborg, Odense og København/Frederiksberg samt på Bornholm.
  • Royal Run blev første gang afholdt i 2018 i anledning af kronprinsens 50-års fødselsdag. Her var 70.575 tilmeldt i Danmarks fem største byer herunder Esbjerg.