Travlhed i Vejle før Dronningens besøg

Vejle står på den anden ende før Dronningens besøg onsdag. I Spinderihallerne lægger to meget forskellige kunstnere sidste hænder på de ting, de vil vise Dronningen og Prins Henrik, når regentparret kommer på besøg.

 

Både indendørs og udendørs skal der pyntes op og gøres klar før Dronningen og Prins Henrik gæster Vejle onsdag.

Et af de steder, regentparret besøger, er Kulturmuseet i Spinderihallerne, hvor to meget forskellige lokale kunstnere skal vise deres kunst frem.

Thomas Rørvang er møbelsnedker, og er meget spændt på at præsentere sit arbejde for Dronning Margrethe. - Jeg vil gerne stille, det bedste jeg har frem, så hun har noget at se på og røre ved. Forhåbentlig sætter hun sig også på en af mine stole eller åbner mine skuffer. Jeg vil bare gerne have, at hun mærker, hvad det er, jeg laver, siger møbelsnedker Thomas Rørvang til TV SYD.

En anden bruger og indehaver af et værksted i Spinderihallerne er Steffen Kousgaard Jensen. Sammen med en kammerat har han et fantasy-værksted, hvor de blandt andet laver fantasy-rustninger. - Jeg har hørt at hun interesserer sig for Ringenes Herre, siger Steffen Kousgaard til TV SYD. Mest spændt er han dog på, om han mon kan huske at overholde etiketten, når Dronningen onsdag kommer og ser, hvad han bygger på sit værksted i Spinderihallerne.

Hør de to meget forskellige kunstnere, møbelsnedker Thomas Rørvang og fantasybygger Steffen Kousgaard Jensen fortælle om deres forberedelser før Dronning Margrethes besøg onsdag. Varighed 0'45

 

Program for royalt besøg i Vejle d. 2. september 2015.

  • Ankomst til Vejle Havn kl. 10.00
  • Officiel modtagelse på Vejle Rådhus kl. 10.40
  • Good Food Group kl. 11.35
  • Kulturmuseet i Spinderihallerne kl. 12.10
  • Frokost i Spinderihallerne, Pakkeriet kl. 12.30
  • De Kellerske Anstalter kl. 14.10
  • Dan Cake A/S kl. 14.15
  • Torvet i Give kl. 15.05
  • Vejle Lystbådehavn kl. 15.50
  • Reception på Kongeskibet Dannebrog kl. 19.30
Kilde: Kongehuset