Tønder dropper markedsføring af juleby syd for grænsen - bruger pengene på ekstra belysning

På grund af corona-situationen opgiver Tønder Kommune i år at bruge penge på markedsføring af julebyen syd for grænsen. I stedet bliver pengene brugt på ekstra belysning i julebyen.

Normalt plejer tyskerne at valfarte til den smukke juleby i Tønder. Men ikke i år, hvor corona-situationen har sat en stopper for tyskeres besøg i grænsebyen. 

quote

50-55 procent af vores kunder kommer normalt sydfra i juleperioden.

Anders Jacobsen, formand for Tønder Handelstandsforening

Som situationen er nu, må tyske statsborgere nemlig ikke krydse grænsen til Danmark, da Tyskland er kategoriseret som et såkaldt højrisikoland. Og det har sat sit præg på julebyen, som åbnede i sidste weekend.

Dropper markedsføring

- 50-55 procent af vores kunder kommer normalt sydfra i juleperioden. Normalt plejer her at være sort af mennesker til åbningsweekenden. Det var der ikke i år, siger Anders Jacobsen, der er formand for Tønder Handelstandsforening.

Som en konsekvens af situationen har kommunen også droppet at lave markedsføring for julebyen i Tyskland. Det giver simpelthen ikke mening i år. Derfor er de 200.000 kroner i stedet blevet brugt på ekstra belysning og indenlands markedsføring.

- Vi har haft frivillige til at pynte op den sidste halvanden måned. Det, vi har fyret ekstra i julebelysningen i år, er synligt. Der er rigtig mange, der har sagt, at det er meget eventyragtigt, siger Anders Jocobsen.

- Der er så meget snak om, hvordan corona påvirker den mentale sundhed. Derfor gør vi også det her for, at de lokale kan gå en tur om aftenen og nyde det lidt ekstra, siger han. 

Coronarestriktioner spænder ben

Desværre er der også barberet ned på nogle af de ting, man plejer at kunne opleve i julebyen. Der bliver for eksempel ikke noget julemandsoptog, og juletoget kommer heller ikke til at køre rundt i byen. Det spænder coronarestriktionerne desværre ben for. 

Men Jackie Jørgensen, der er medlem af byens juleudvalg og har været med til at pynte julebyen de sidste 21 år håber, at mange danskere alligevel vil aflægge julebyen et besøg.

Vi har virkelig gjort noget ud af at lave ekstra belysning på husene i gågaden. Der er blandt andet sat lys på husgavlene, og vi har lavet silhuetbelysning af husene i gågaden. Vi vil gerne gøre byen ekstra hyggelig og lys i en trist tid, siger han.

Julebyen i Tønder holder åbent frem til 23. december. Der er stillet masser af håndsprit frem i det offentlige rum, og fem coronavagter er hyret til at patruljere i gågaden, så folk kan opleve julebyen på coronasikker vis, oplyser Anders Jacobsen.