Ukendt superstjerne: Jonas har millioner af lyttere, men bor stadig hos mor og far

19-årige Jonas Hechmann fra Egtved har over 15 millioner streams på Spotify - men du kender ham helt sikkert ikke.

Jonas Hechmann sidder i sit værelse i forældrenes hus. Lyset fra skærmen reflekteres i de moderigtige briller på den unges mands ansigt.

Han sidder og gennemgår grafer. Fælles for alle kurverne på skærmen er, at de er opadgående. Og der er et utal af grønne pile, der ligeledes peger opad. Det er godt nyt for den 19-årige gut fra Egtved. Det betyder nemlig, at der er mennesker, der lytter til hans musik. Rigtigt mange mennesker.

Det er tal fra musikstreamingtjenesten Spotify, han kigger på. De afslører, hvor mange der egentlig lytter til hans nyeste album, Before You Go. 15.000.000 streams – altså afspilninger – har albummet rundet. Månedligt har den unge gut fra Egtved flere lyttere end populære danske kunstnere som Tessa, Minds of 99 og Citybois. Tilsammen.

Jonas Hechmann sidder ved sin computer og kigger på sin Spotify-profil. Hans kunstnernavn er Jhove.
Jonas Hechmann sidder ved sin computer og kigger på sin Spotify-profil. Hans kunstnernavn er Jhove.
Foto: Jonas Borch Kragh, TV SYD.

- Jeg tror, at mange vil have svært ved at forstå, hvordan jeg kan have de her mange afspilninger, fordi jeg ikke er kendt på samme måde som for eksempel Citybois, lyder det fra Jonas Hechmann, der altså ikke har problemer med at gå i fred for fans.

- Man kan lidt gå i undergrunden og passe sig selv, fordi folk identificerer sig mere med musikken end med kunstneren.

Dumpede musik

Jonas Hechmann, hvis kunstnernavn er Jhove, griner selv lidt, mens han kigger på skærmen. Tallene er så vanvittige, at det nærmest ikke er til at forstå. Især for en ung fyr der fortæller, at han først for nylig begyndte at spille musik.

- Jeg har aldrig været musikalsk, da jeg var yngre, og jeg dumpede faktisk i musik i gymnasiet, fortæller den 19-årige musiker.

Det var dog i gymnasiet, at musikdrømmen begyndte at tage fart. Sammen med en kammerat begyndte han at producere noget musik og nogle beats. Og så faldt han over en musikgenre, som skulle vise sig at give ham et gennembrud.

- Jeg laver noget musik, der hedder lo-fi hiphop. Det er instrumentalt, afslappende musik, som man bruger til at have i baggrunden. Det kan være, hvis du sidder på en kaffebar, eller du sidder og laver lektier, forklarer Jonas Hechmann.

- I min gymnasietid hørte jeg det her musik, og der tænkte jeg, at det ville jeg godt kunne lave. Jeg blev på en måde forelsket i at sidde og skabe de her drømmende musikstykker.

Kæmpe marked

Genren er blevet lidt af et internetfænomen over de seneste år. Ud over at mange lytter til musikken, mens de for eksempel studerer, så lytter folk også sammen online.

Her mødes folk i livestreams på for eksempel Youtube og chatter om stort og småt. En af de største streamere indenfor genren er en Youtube-kanal ved navn ChilledCow, der har mere end 5,5 millioner faste følgere. Primært fra Asien og Amerika.

Og det er også ChilledCow, der har givet Jonas Hechmann sit store gennembrud.

Jonas Hechmanns setup er småt, når han laver musik.
Jonas Hechmanns setup er småt, når han laver musik.
Foto: Jonas Borch Kragh, TV SYD.

- Jeg har brugt meget tid på at netværke med andre inden for genren, og så opstod der en mulighed for, at jeg kunne udgive mit seneste album i samarbejde med ChilledCow, der har et stort publikum, fortæller han.

Og det er altså ad den vej, at Jonas Hechmann nu høster millioner af afspilninger, selv om han ”bare” sidder hjemme i sine forældres hus og trykker på nogle knapper bag en computerskærm.

Sagde sit job op

Lige nu holder Jonas Hechmann et sabbatår, efter at han sidste år blev student. Planen med sabbatåret var, at han skulle arbejde som postbud, så han kunne spare penge sammen til at flytte hjemmefra og måske studere. Jobbet som postbud nåede han dog kun at have et par måneder, inden han altså landede aftalen med ChilledCow.

- I starten var det overhovedet ikke en tanke, at jeg skulle leve af musikken. Men efterhånden som det er gået bedre og bedre, så er det blevet en mulighed. Og jeg tjener nok nu til at kunne leve af det – derfor sagde jeg mit job op.

- Jeg har været heldig at få så mange afspilninger. Og jeg tror slet ikke, jeg har forstået, hvor store tallene er. Mine forældre kan ikke lade være med at smile, når de snakker om det. Men det er som om, det ikke rigtig er gået op for mig endnu.

Derfor er Jonas Hechmanns fremtidsplaner også uafklarede indtil videre. Han skal helt sikkert lave noget mere musik, men den pludselige succes kan ligeså pludseligt forsvinde igen, erkender han.

- Alt kan ske, som han tørt konstaterer.